Skip to main content

Lægefaget har siden oldtiden været reguleret af etiske regelsæt. I den vestlige verden danner den 2.300 år gamle hippokratiske ed endnu grundlag for korrekt lægefaglig virksomhed. Eden pålægger bl.a. lægen tavshedspligt, at undlade at medvirke til eutanasi, mord eller abort og at afstå fra seksuel omgang med patienter og pårørende. Det er let at forstå nødvendigheden af et sådant regelsæt: Lægen besidder stor magt til at gøre gavn, men også til at gøre skade. Tyske lægers eksperimenteren i kz-lejre - i forskningens tjeneste, som det hed sig - og den britiske dr. Shipmans mord er blot de mest navnkundige eksempler på, at læger har forbrudt sig mod den tillid, som lægmænd viser lægestanden. Også i vor tid, måske mere end nogensinde før, er der behov for, at læger er opmærksomme på deres etiske forpligtelser og indretter deres virke derefter.

Nye forsknings- og behandlingsmetoder virker lovende, men er kontroversielle. I Storbritannien har man tilladt dannelsen af dyre/menneskehybrider samt såkaldt »terapeutisk kloning« af mennesker i forskningsøjemed. Dertil kommer, at der finder en omfattende redefinering sted af tidligere alment accepterede moralske normer. Abort er for længst blevet lovligt i de fleste lande, og folk som den amerikanske bioetiker Peter Singer argumenter nu for, at heller ikke fødte småbørn bør regnes som mennesker. I flere stater har man lovliggjort eutanasi, og kategorien af mennesker, der kvalificerer sig til dette, udvides stadig. I Holland accepterer man således nu eutanasi af børn, mens en rask kvinde har fået lov til at dø sammen med sin terminalt syge mand i Schweiz. Den britiske moralfilosof baronesse Warnock har udtalt, at demente ældre spilder sundhedssystemets resurser, og at det er naturligt, at de føler en »pligt til at dø«.

Til alle disse »store« spørgsmål, der handler om liv og død, kommer mange flere til, spørgsmål, som læger møder hver dag i deres kliniske praksis, men som de måske ikke engang registrerer som dilemmaer. Som f.eks. om man skal måle rutinekolesteroltal på en i øvrigt rask 40-årig - og dermed risikere at sygeliggøre vedkommende, hvis niveauet viser sig at ligge lige over det normale. Eller om man skal føje en patients ønske om at få udskrevet den dyrere medicin - og dermed tage flere tilskudspenge fra den fælles kasse end nødvendigt. Heller ikke politikere eller andre, der sidder og prioriterer i sundhedsvæsenet, bør se bort fra etikken i deres overvejelser. En af præsident Obamas lægefaglige rådgivere har argumenteret for, at demente ikke bør behandles på det offentliges regning. Og i Tyskland har man forsøgt økonomisk at straffe borgere, der ikke tog imod tilbud om screening.

Etik er imidlertid ikke noget fremtrædende fag hverken på medicinstudiet eller i andre sundhedsfaglige uddannelser. Undervisnings- og eksamensmæssigt fylder det uendeligt lidt. Vi studerende hører om etik, men lærer ikke i tilstrækkelig grad at tænke etisk. Derfor er en bred vifte af stud.med.-organisationer gået sammen om at arrangere en konference den 1. oktober på Panum med titlen »Hvad byder du uventet etik?« Der vil være casediskussion og paneldebat med politikere fra højre og venstre samt fremtrædende læger, der har ytret sig i offentligheden om etiske problemstillinger. Vi vil fokusere på dagligdagsdilemmaer, for at vise, at etisk tænkning bør være en integreret del af en klinisk hverdag - ikke noget man kan overlade til specialister eller håbe, man aldrig udsættes for. Vi mener, at læger, der lærer at tænke etisk konsistent i dagligdagen, vil vinde deres patienters og kollegers tillid og også få lettere ved at forholde sig til de større etiske udfordringer, som vor tid præsenterer dem for. Og vi håber, at dette initiativ med tiden vil bidrage til et større fokus på etikkens rolle på studiet såvel som i sundhedsvæsenet generelt.