Skip to main content

Hvis man bliver ved med at presse citronen, er der til sidst ikke mere saft og kraft tilbage

Helga Schultz, formand for Yngre Læger. (foto: Yngre Læger)
Helga Schultz, formand for Yngre Læger. (foto: Yngre Læger)

Helga Schultz formand for Yngre Læger

28. nov. 2022
4 min

Det er åbenlyst for enhver, der har sat sine ben på et sygehus inden for de seneste år, at manglen på personale er en stor udfordring. Flere steder går det den forkerte vej med ventelisterne, og hver eneste dag fører personalemanglen til aflyste operationer. Nogle afdelinger nedlægger sengepladser. Ikke fordi patienterne mangler, men fordi personalet, der skal tage sig af patienterne, ikke er der.

Der mangler sygeplejersker, sosu-assistenter, og der mangler speciallæger. Situationen er alvorlig, og den rammer både patienter og det personale, som må løbe alt for stærkt for at forsøge at dække ind for deres manglende kolleger.

Der findes ikke et quickfix, der kan løse personalemanglen her og nu. Men skal den negative spiral med rekruttering og fastholdelse vendes, er der ingen tvivl om, at både politikere og arbejdsgivere må tage situationen alvorligt og se på, hvordan ressourcerne kan anvendes bedre, og på, hvordan arbejdsmiljøet kan styrkes.

Der skal investeres i sundhedsvæsenet – herunder både i arbejdsmiljø og i uddannelse.

Men det kræver en større økonomisk ramme end den, som politikerne har lagt for næste år. Den ramme dækker nemlig kun den demografiske udvikling og tager ikke højde for investeringer i arbejdsmiljø og uddannelse. Den tager heller ikke højde for de udgifter til ny behandling, medicin, it og teknologi, der også følger med vores moderne sundhedsvæsen. Dermed bliver sundhedsvæsenet ved med at være underfinansieret.

Der skal være uddannelsespladser nok til, at alle læger kan blive speciallæger. Med den store mangel på speciallæger, som vi oplever, er det meget uhensigtsmæssigt, at der ikke er dimensioneret med hoveduddannelsesstillinger nok til alle uddannede læger, som ønsker at blive speciallæger.

Vi har sagt det mange gange før, og undersøgelse efter undersøgelse har dokumenteret det: Arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet er for presset. Alt for mange oplever, at de er for få ansatte i forhold til opgaverne. At der er for lidt tid og for højt arbejdspres, som giver stress og ubalance i forholdet mellem arbejde og livet udenfor. Bliver man ved med at presse citronen, er der til sidst ikke mere saft og kraft tilbage.

Heldigvis viser undersøgelser fra både Yngre Læger og fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at vi som læger oplever, at vores arbejde er særdeles meningsfuldt. Vi elsker vores fag, og vi synes, at det er noget af det vigtigste i verden. Læger er dedikerede, har drive og er fulde af faglig stolthed. Og sådan skal det blive ved med at være. Travlhed og underbemanding må ikke underminere den grundlæggende meningsfuldhed og tilfredsstillelse ved at være læge, og derfor er det så vigtigt, at vi værner om arbejdsmiljøet.

Så meget desto større bør politikernes og arbejdsgivernes motivation være for at sikre, at sundhedsvæsenets ressourcer bruges bedst muligt. Men gang på gang kan vi dokumentere, at vi som læger bruger tid på opgaver, som andre faggrupper kan løse – ofte mere kvalificeret. Tænk på alle de administrative opgaver, vi som læger i dag bøvler med, og som lægesekretærer er uddannede til at løse.

Der er ikke en buffer af ekstra læger og sygeplejersker at trække på. Så når behandlingsgarantien og sundhedsforsikringerne flytter patienter og dermed personale fra det offentlig til det private sundhedsvæsen, kommer der ikke andre i deres sted. Det får konsekvenser for rekruttering, fastholdelse og personalemangel i det offentlige sundhedsvæsen i en ond, nedadgående spiral.

Der er hårdt brug for en forventningsafstemning mellem det, politikerne lover, og det, befolkningen i virkeligheden kan få. Vi er lige nu vidner til en udhuling af de offentlige sygehuse. Samtidig fastholder politikerne stædigt en rigid behandlingsgaranti, som skaber større ulighed i sundhed på trods af forsikringer om at ville det modsatte. Behandlingsgarantien giver kun mening, når kapaciteten i det offentlige sundhedsvæsen er tilstrækkelig.

Forbedringer i sundhedsvæsenet bør have topprioritet i et kommende regeringsgrundlag. For det er nu, hvor hverdagen på Christiansborg forhåbentlig snart skal indfinde sig, at de mange sundhedsløfter, som blev givet under valgkampen, skal indfries.