Content area

|

Hvor er de sygdomsramte læger henne?

Hun er et semester fra at kunne kalde sig læge. Men hun er blevet ramt af en kronisk sygdom. Nu kan hun ikke finde en deltidsstilling som KBU. Skal hun opgive?
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Marie Andrup, stud.med.

Jeg er godt klar over, at medicinstudiet ikke lige ligger først for, hvis man selv bakser med et dårligt helbred – og at sygdomsbyrden generelt må være minimal i lægeverdenen. Fem et halv år på medicinstudiet har dog fortalt mig, at sygdomsprævalensen stiger med alderen – og selvom social ulighed i sygdomsbyrden er velkendt, kan læger vel også blive ramt af sygdom. Eller hvad?

Jeg er medicinstuderende og blot ét semester fra at kunne kalde mig læge, og alligevel føler jeg mig som en ubuden gæst med en ihærdig trang til at forlade festen. For skæbnen (læs: mine gener og eksponering) ville, at jeg fire år inde i mit studie blev ramt af systemisk lupus erythematosus (SLE). En kronisk sygdom med omfattende konsekvenser for mit helbred og min formåen til at skulle agere fuldtidslæge.

Min jagt efter en deltidsstilling som KBU er kilen til dette debatindlæg og årsagen til, at Uddannelsesguiden fylder min søgehistorik: Skal jeg starte forfra? Forgælde mig og tage endnu fem år på universitetet? Finde min plads i et system, som rent faktisk kan rumme mig?

En fandenivoldskhed rammer mig. Jeg er godt klar over, at lupusliv ikke rimer på lægeliv, men hvad er alternativet? Skal jeg virkelig smide seks års universitetsuddannelse ud til højre? Bum. 600.000 kroner fra statskassen.

Gode råd er dyre – og sparsomme, hvis du spørger Videreuddannelsen. Deres eneste råd om at kontakte potentielle afdelinger har afledt en indbakke fuld af afvisende overlæger. En indbakke fuld af forklaringer på, hvor uhensigtsmæssigt det ville være, hvis jeg blev ansat lige netop hos dem. Hvilken belastning jeg ville være for afdelingen og kollegaer, der pga. mit behov for deltid skulle løbe hurtigere og være mere vagtbelastede.

Jeg anerkender problematikken i at være deltidslæge, være hæmmet af mit helbred og de manglende arbejdstimer til at opnå samme rutine som mine kollegaer. Jeg anerkender samtidig en forsimplet sort-hvid tænkning af læge-patient-forholdet som »dem« vs. »os«, »syg« vs. »rask«, »menneske« vs. »overmenneske«, som om lægeautorisation er et wildcard til et liv uden sygdom. For hvem vinder af at opretholde en forestilling om læger som utrættelige maskiner frem for fejlbarlige mennesker? Aktuelle arbejdsmiljøundersøgelser fandt umiddelbart ikke en vinder.

Jeg bliver aldrig akutmodtagelsens Kipketer, men min erfaring på den anden side af konsultationsbordet har givet mig en indsigt, som jeg aldrig ville kunne have arbejdet mig til.

Blad nummer: 

Right side

af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer
af Helge Grane Madsen | 27/07
2 kommentarer