Hvor er mit ekstra sæt hænder, og hvad er et liv værd?

Fotos: Julie Vinkel Clausen

Forud for min afrejse var jeg blevet meddelt, at jeg havde valgt det helt rigtige tidspunkt at rejse til Tchad på, eftersom jeg ville ankomme til regntiden, hvilket ville være ensbetydende med 25 grader og jævnlige kraftige regnbyger. Ligeledes blev jeg ved ankomsten af adskillige lokale forsikret om, at oprørerne fra Darfour ikke ville angribe nu, da regntiden var startet, og de derfor ikke kunne komme frem med deres køretøjer. Jeg havde tilbragt tre døgn i hovedstaden, inden rejsen gik videre til Béré med 39 grader og ikke en dråbe regn, men så længe oprørene var enige i at regntiden var startet, ville alt vel være fredeligt.

Det tchadiske folk kommer kun på hospitalet, når de er ved at dø. Først beder de til Allah/Gud/ånder, derefter går de til den traditionelle healer, og til sidst tager de på hospitalet. Graden af deres lidelser, når de søger lægehjælp, er fuldstændig ubegribelige. I dag havde vi en patient, som henvendte sig med en bilateral mandibelfraktur, som han havde fået ved et slagsmål for tre uger siden. Lugten af hundeånde står i min erindring som en let blomsterbrise i forhold til det, der kom ud af hans mund. Frakturen var voldsomt inficeret med fisteldannelse til hud og gingiva med pus, der løb ud alle steder. Som bifund havde samme patient et bitestikulært hydrocele og begyndende elefantitis scrotum, der begge var på størrelse med en amerikansk fodbold. Han havde fået syet et ekstra stykke stof ind i samlingen i skridtet på sine bukser, så testiklerne kunne være der. Derudover gik han habituelt med den ene testikel presset mellem benene, så den hvilede under ballerne, mens den anden hang fortil.

Hospitalets børneafdeling er en aflang bygning, hvor sengene står side om side med sengegavlene mod midtergangen. Madrasserne er beklædt med tyk plast, men den mangeårige brug har efterladt store huller, hvori det blottede skumgummi suger lugte og kropsvæsker til sig, hvilket bidrager til den søde, tunge lugt, som hænger over hele lokalet. En lille pige ligger som et hudbeklædt skelet for sig selv på en sivmåtte. Begge forældre er i pæn ernæringstilstand, mens deres pige er blevet tyndere. Jeg har under morgenens stuegang haft en alvorlig samtale med faderen om hans ansvar for at holde liv i sit barn ved at give hende rigeligt med føde. Hun er nu færdig med sin medicinske behandling, og det er derfor kun underernæringen, som truer hendes liv. Ved hendes side står familiens gryder stadig og vidner om det måltid, den resterende familie netop har indtaget. Jeg vipper låget af gryderne for at finde noget mad. I en af dem finder jeg en traditionel tchadisk risgrød. Jeg stikker en 5 ml sprøjte ned i gryden og trækker den fedtede blanding op for derefter at sprøjte det direkte ned i munden på den afmagrede pige, men hendes kæber er fuldstændig sammenbidte. Jeg bliver nødt til at holde hende for næsen, indtil hun gisper efter vejret og åbner munden, så der bliver plads til sprøjtespidsen mellem hendes tænder. Hun er for svag til at synke den indsprøjtede risblanding, og det meste glider ud i mundvigene og drypper fra hendes hage ned på brystkassen, hvor det samler sig som små søer i de hudbeklædte udhulinger mellem hendes ribben.

Pigen er ca. to år og vejer halvandet kilo. Der er stadig rigtig mange år til, at hun kan tage vare på sig selv, og hvis hendes forældre ikke vil kæmpe for hendes liv, vil det hurtigt finde en slutning i det miljø, vi befinder os i. Hele seancen er næsten for hård at bære. Det er en af de situationer, hvor jeg er nødt til at tage en dyb indånding og minde mig selv om ikke at sammenligne med den virkelighed, jeg har indlært, men i stedet betragte situationen i forhold til de nuværende omgivelser for ikke at miste fatningen.

Da jeg en sen eftermiddag går henover hospitalets udendørsareal, får jeg øje på en ældre, blind mand, der sidder foran skadestuen og holder en lille dreng i hånden. Jeg går over og sætter mig ved siden af ham. Han er den type menneske, som man uundgåeligt fatter sympati for med det samme. Han er iklædt et par slidte brune bukser med talrige huller. De er så snavsede, at jeg er sikker på, at de ville kunne stå selv, hvis han tog dem af. Han sidder ret op og ned med hagen løftet og et fredfyldt varmt ansigtsudtryk. »Bonjour monsieur« siger jeg. Han rækker forsigtig sin højre hånd frem i min stemmes retning, og svarer med en mild, lys stemme: »Bonjour«. Jeg kigger ned på den fremrakte hånd og ser, at spidsen af tredje finger mangler, og i stedet er der et beskidt kødsår med en knoglesplint i midten. Den blinde mand har hugget brænde, og er kommet til at hugge sin finger over. Mens jeg skriver min korte objektive undersøgelse og behandlingsplan ned i mandens sundhedshæfte, som udgøres af den øverste tredjedel af et afklippet skolehæfte, kommer en kvinde over og sætter sig ved min anden side. Hun rækker mig sit ca. etårige barn, som fuldstændig apatisk falder sammen i skødet på mig. De færreste børn i den alder har hørt om eller set hvide mennesker før og bryder derfor ud i vild gråd ved synet af en hvid. Denne drengs manglende reaktion er et dårligt tegn. Han har et stort udspilet abdomen med tydelig organomegali, hans hud er varm og fugtig, hans øjenrande er blege og hans hjerte drøner af sted i en hurtig rytme, som indimellem forstyrres af en tør hoste. En sygeplejerske passerer forbi, og jeg beder ham om at indlægge drengen og sætte ham i behandling med i.v. kinin, væske, glukose, praziquantel og mebendazol samt måle hæmoglobin.

Jeg lægger et fingerblok på den blinde mand, og i lyset fra en lommelygte amputerer jeg den distale knogle. Efter James' anbefaling syr jeg ikke såret sammen, men vasker det med vand og sæbe og pakker det med bomuld vædet i en opløsning af 6 ml klor i 100 ml vand. Jeg pakker omhyggeligt smertestillende piller og antibiotika i små poser, og fordeler poserne i forskellige lommer i mandens skjorte, mens jeg fortæller ham, hvor mange piller han skal tage fra hver lomme hver dag. Inden jeg tager afsked, flytter jeg min hånd henover de relevante lommer på skjorten, mens jeg gentager doseringen.

Der er sket meget på disse måneder, og jeg er blevet udfordret og har lært voldsomt meget på kort tid. Således blev min første selvstændige operation fjernelse af et inficeret laryngocele. Det er nok første og sidste gang, jeg udfører halskirurgi på en treårig dreng i ketaminrus under belysningen fra en lommelygte. Tiden er fløjet af sted. Det første stykke tid var jeg overvældet og spændt over at være i dette miljø. Et miljø som de fleste danskere slet ikke kan forestille sig. Selvom man har hørt historier, set tv-klip, reklamer og dokumentarudsendelser om afmagrede negerbørn, som bor i små lerhytter og siger »Bornefonden« med en spæd stemme og en sød accent, tror jeg, at de færreste faktisk forstår, at dette er virkelighed. Min initiale spændthed og hungren efter oplevelser og lærdom er erstattet af træthed og mæthed.

Alle andre frivillige rejser og med dem internetforbindelsen, og jeg har nu en uge tilbage alene. Det er med blandede følelser. På den ene side ønsk er jeg, at det var mig, som skulle hjem til et varmt bad og uendelige mængder af chokolade, og på den anden side har jeg lyst til for evigt at blive væk fra vestlig tomhed og egoisme. James sagde inden sin afrejse, at hvis regnen bliver værre, vil der blive langt mindre travlt på hospitalet. Jeg håber derfor på regn, selvom jeg godt ved, at den barske sandhed bag dette udsagn er, at regnen forhindrer patienterne i at rejse til hospitalet, og at de mest syge dør. Jeg har bare svært ved at forestille mig, hvordan én medicinstuderende skal drive et hospital alene.