Hvor er stillingerne?

Noget har forandret sig på arbejdsmarkedet for læger. Vi har i et stykke tid set, at læger har svært ved at få introstillinger. Nu mærker også kommende speciallæger, at arbejdsmarkedet er ved at ændre sig. Arbejdsløsheden er heldigvis fortsat lav, men man skal som kommende speciallæge lede længere, søge bredere – og konkurrencen er skærpet. Det opleves af mange som frustrerende, fordi sundhedsvæsenet stadig mangler speciallæger mange steder. Flere steder går vagtkabalen kun lige akkurat op, og læger løber allerede stærkt.

Vi står i et paradoks: Det er blevet sværere at få en introstilling, mens hoveduddannelsesstillinger i visse specialer og geografiske områder stadig ikke bliver besat. Samtidig vokser antallet af nyuddannede speciallæger, mens antallet af opslåede stillinger falder.

Om ti år har vi ikke brug for det antal læger, der bliver uddannet, hvis vi fortsætter med at uddanne lige så mange læger, som vi gør i dag. Yngre Læger og Lægeforeningen vurderer derfor, at kandidatoptaget på universiteterne bør sænkes med omkring 250 pladser fra sommeren 2026, hvis vi skal undgå stor lægeledighed i fremtiden.

Ændringerne vækker naturligvis bekymring. Har man slået sig ned med sin familie ét sted og oplever, at den eneste ledige stilling ligger 300 km væk, er det sin sag at hive alt op med rode. Hvis man som speciallæge ikke kan bruge sin specialviden, spilder vi kompetencer, udvikling og kvalitet.

Frustrationen bliver ikke mindre af, at speciallægemanglen mange steder er stor – opslåede stillinger eller ej. Jeg hører om kommende speciallæger, der får afslag med begrundelsen, at der måske kommer stillinger næste år, hvis budgetterne tillader det. Men patienterne kan ikke vente på, at økonomien løser sig, og opgaverne forsvinder ikke, fordi ansættelser udskydes.

På universitetshospitalerne spænder speciallægeloftet yderligere ben: Der må ikke ansættes flere – selv om opgaverne er der, og behovet er åbenlyst. Jeg har derfor svært ved at juble, når politikere påstår, at loftet virker, fordi der nu er ansat færre. At have færre ansatte speciallæger kan vel ikke være et succeskriterie? Jeg synes, at det burde være det modsatte. Men når stillingerne ikke i tilstrækkelig grad bliver slået op på regionssygehuse og sygehusene uden for de store byer, risikerer vi færre speciallæger alt i alt.

Politikernes hensigt med loftet har været at få flere speciallæger til områder med lav lægedækning. Men der skal være stillinger at søge, og uden aktiv rekruttering, attraktive rammer og transparente opslag flytter man ikke læger – man fjerner dem bare ét sted. Kultur, økonomi og ledelse skal trække i samme retning, ellers forbliver det et regnearkstrick.

Når det er sagt, er det positivt at se, at man i Region Sjælland med initiativet »En Indgang« har fokus på, at der mangler speciallæger, og at der skal gøres noget særligt for at rekruttere. I Yngre Læger bidrager vi gerne med input til, hvad der skal til. Men en platform løser intet alene. Der skal også være stillinger at fylde i den.

I Yngre Læger og i Overlægeforeningen har vi derfor sendt et åbent brev til de fem regionsrådsformænd. Vi spørger: Hvor er stillingerne? Vi har speciallæger klar. Vi har patienter, der venter. Og vi har afsnit, der kæmper for at opretholde driften. Derfor skal der slås stillinger op igen, og midlerne skal følge med.

Hvis der skal rekrutteres bredere, skal arbejdspladserne også være attraktive: indflydelse på vagtplanen, mulighed for forskning, stærke faglige miljøer og fleksible rammer, der tager højde for karriereønsker, transport og familieliv. Det er ikke »bløde værdier«, men nødvendig personaleledelse og et afgørende værktøj, hvis sundhedsreformen skal lykkes.

Derfor er mit budskab til regionerne enkelt: Slå stillingerne op dér, hvor behovet er størst. I er betroet en stor opgave og har et stort ansvar. Vis, at I kan løfte en aktiv rekruttering og koordinere imellem jer, så der kun skrues ned for ansættelser ét sted, hvis det er fagligt og arbejdsmiljømæssigt forsvarligt – og samtidig skabes stillinger andre steder, hvor der mangler. Vi skal passe på de faglige miljøer – både på de store og de mindre arbejdspladser.

Sundhedsreformen har som ambition at mindske ulighed i sundhed ved at sikre flere speciallæger dér, hvor der er færrest. Det kræver flere stillinger netop dér. Uden speciallæger ingen sundhedsreform.