Hvor god er du til huskespil?

Går man på medicinergangen på universitetet, mødes man typisk af én af følgende to typer af studerende: den overlegne og den overlevende.

Der har gennem den seneste tids udvikling været fokus på at få de studerende hurtigt gennem studiet. Dette er af universiteterne blevet forstået som, at alle studerende skal behandles ens, hvilket medfører, at eksamen udføres på én måde: den kvantitative metode. I teorien skulle denne give et overblik over, hvor god en læge den studerende bliver i fremtiden.

Selvfølgelig er detaljer da vigtige at kende, og dem skal man også kunne referere til og bruge som læge, men som studerende er det åbenbart ikke nok at kunne forstå og udnytte den viden, man har. Nej, man skal kunne huske remser, navne og bedst af alt standardsvar …

Dette er desværre ikke nyheder. Det er realiteten for medicinstuderende, som allerede tidligt på studiet lærer vigtigheden af at målrette pensumlæsningen, så man i en eksamenssituation kan svare det, der ønskes af en – netop de huskeregler, der midlertidigt lagres og hurtigt bliver slettet igen, så snart eksamen er bestået. Jeg går selv på Syddansk Universitet og er nok ikke den første, der ikke kan huske præcis, hvilke kodoner på mRNA’et der translateres til hvilke aminosyrer, eller hvilken specifik formel eller konstant der skal regnes med i én bestemt type biofysikopgave (som kræves for, at den studerende kan bestå hhv. modul 2-eksamen og modul 5-eksamen).

Hvor grotesk det end er, er det tabu på medicinstudiet at snakke højt om ønsket om en alternativ fokus på bachelordelen af medicinuddannelsen. En ny bachelordel, hvor det tæller mere, hvilke symptomer patienten har, end hvor mange proteiner ribosomets store subunit har. En bachelordel, hvor den studerendes færdigheder, tanker og udvikling er forrest. En bachelordel, som fører en sjælden type studerende frem i lyset: den kvalitative mediciner.

Netop den type studerende har medicinstudiet efter min mening brug for flere af. Der er mangel på studerende, som hverken tænker på 12 eller 02, men som sætter viden først, så man som færdiguddannet læge kan gå ud og stole på sine instinkter, sikre værdig patientkontakt, og som ikke alene kan referere viden, men forstå, analysere, vurdere og udnytte denne viden.

Problemet, mener jeg, ligger ikke hos de studerende, men skal løses længere oppe i systemet. Det bør være i samfundets interesse at få uddannet de bedste læger (der ikke nødvendigvis har den bedste korttidshukommelse).

Denne alternative bachelordel ligger selvfølgelig langt ude i fremtiden, og den kommer ikke mig selv til gode. Alligevel ser jeg det som min pligt at deltage i debatten om nutidens og fremtidens medicinstudie for på den måde at få den kvalitative læge frem i de studerende.