Debat
Hvor kan man klage?
1. mar. 2013
3 min.
Debatten om Patientklagesystemet har primært taget udgangspunkt i patienter og pårørendes muligheder og rettigheder i forbindelse med patientklager. Der er ansat patientrådgivere, som kan rådgive patienter og pårørende i forbindelse med klagesager. Det er godt. Hvis der er begået fejl, skal vi som læger have det at vide, så vi kan lære af vores fejltagelser og gøre det bedre næste gang, vi står i samme situation. Så langt så godt.
Jeg fik kort tid inde i min barselsorlov i januar 2011 tilsendt en klageskrivelse fra Patientklagenævnet via Embedslægeinstitutionen. Klagerne var pårørende til en kvinde, der døde i sommeren 2010 en måneds tid efter, jeg havde behandlet hende. Der var tale om en forløbsklage, dvs. at der blev klaget over hele forløbet fra første indlæggelse til hjemmeplejens håndtering af kvinden i hjemmet. Sagen medførte, at i alt seks personer blev tilsendt en klageskrivelse.
Første klage
Da jeg modtog klagen, blev jeg bedt om at give min version af sagen, dvs. redegøre for, hvad jeg havde gjort og hvorfor. Jeg fik tilsendt de journaloplysninger, der lå til grund for klagen og fik en frist på tre uger, hvilket var highlightet med fed skrift, til at skrive denne redegørelse. Jeg havde aldrig fået en klage før, og det var ikke en rar situation. Efter råd fra Yngre Læger ringede jeg hurtigt til en advokat, der er tilknyttet Lægeforeningen. Hun gav mig god vejledning i, hvordan man generelt skal svare på klageskrivelser og kunne desuden fortælle, jeg ikke var den eneste, der var blevet klaget over. Således afsluttede Patientombuddet i 2011 4.517 sager [1].
Umiddelbart herefter sendte jeg redegørelsen tilbage til Embedslægeinstitutionen. Allerede i marts 2011 kom der besked om, at der var blevet udarbejdet en sammenfatning af sagen, og at den var sendt videre til Patientombuddet, der ville overtage sagen herfra. Jeg talte med mange af mine kollegaer om sagen, og de sagde samstemmende, at der ikke var noget at være nervøs for. Alligevel var det ubehageligt at have en klagesag kørende, og jeg håbede på en hurtig afklaring.
Der skete ingenting
Men her blev jeg slemt skuffet. Der skete ingenting. I oktober 2011, da jeg efter min barsel skulle tilbage på arbejde, tænkte jeg, at det ville være rart med en afklaring. Jeg ringede derfor til Patientombuddet for at høre, hvor langt de var med sagen. De kunne fortælle mig, at de havde meget travlt, så der ville nok gå minimum et par måneder endnu. Da jeg i sommeren 2012 fortsat intet havde hørt, ringede jeg endnu engang til Patientombuddet for at høre, om de nærmede sig en afslutning. Det gjorde de, og jeg kunne forvente en sagsbehandling på yderligere et par måneder. Intet skete, og i november 2012 ringede jeg derfor endnu engang. Denne gang blev jeg lovet, at sagen kom øverst i bunken.
Om det er sket, ved jeg ikke, men her to år og to måneder efter jeg modtog klagen, ved jeg fortsat ikke, hvordan sagen ender, ligesom de pårørende til den nu afdøde patient heller ikke ved, hvad resultatet af deres klage bliver. Det er ikke rimeligt for hverken dem eller mig. Det er muligt, at Patientombuddet arbejder hårdt på at få afsluttet sagen, og det er muligt at klagesystemet på papiret fungerer, men med så langvarige klagesager fungerer det i hvert fald ikke for mig som yngre læge.
Interessekonflikter: ingen
Litteratur