Hvor mange penge skal sundhedsvæsenet have?

Når man skal fremskrive de forventede udgifter i sundhedsvæsenet, strides forskerne særlig om to elementer:

1) Er det den absolutte alder, eller er det tid til død, der har størst betydning for sundhedsudgifterne?

2) Udgifterne i sundhedssektoren stiger hurtigere end udgifterne i resten af samfundet. Men hvordan får man et retvisende billede af denne mervækst i udgifterne?

Alder og tid til død er et stykke hen ad vejen to alen af ét stykke. Når to så tæt forbundne parametre optræder i samme regressionsligning, kan man kun fastslå, at begge dele betyder noget. Man kan ikke sige, om det f.eks. er de sidste tre eller ti år af livet, der skal medtages som den faste terminalefase, og som ikke påvirkes af en længere levetid.

Alligevel konkluderede De Økonomiske Råd sidste efterår, at ældrebyrden var overvurderet, da de nu havde valgt at indregne ti år før død som de terminale omkostninger i stedet for seks år. På den måde havde de fundet 6 mia. kr. om året, som sundhedsvæsenet i fremtiden ikke længere har brug for. Finansministeriets DREAM-model, som anvendes til de officielle beregninger af demografipresset, antager mere konservativt tre år, men kan det helt udelukkes, at nogen kunne fristes til at »modernisere« antagelserne, hvis økonomien er stram? Den anden store udfordring ved økonomiske fremskrivninger er mervæksten i sundhedsvæsenet. Mervæksten er typisk knyttet til nye og dyrere behandlinger. VIVE viste tidligere på året, at stort set hele væksten i sundhedsudgifterne i de sidste mange år er gået til gruppen over 65 år og især til gruppen over 80 år. Det er de selvsamme aldersgrupper, der vil vokse i de kommende år, men økonomimodellerne tager ikke højde for, at mervæksten primært er gået til disse grupper – kun at andelen af ældre vokser. Man kan håbe, at de kommende 80+-årige, den såkaldte 68-generation, vil have mere beskedne ønsker til sundhedsvæsenet end tidligere generationer. Alternativt kunne man overveje at medtage denne viden i modellerne. Det vil dog betyde, at sundhedsvæsenet skal have en del flere penge i de kommende år.

Det er et politisk spørgsmål, hvor mange penge sundhedsvæsenet skal have. Men hvis diskussionen skal ske på et oplyst grundlag, er det afgørende, at modellerne ikke bliver påvirket af politisk motiverede justeringer for at få den finanspolitiske holdbarhed til at passe. Derfor er det også vigtigt at forstå de dynamikker, som sker dybt nede i metodebilagene. Det er her, at djævlen i detaljen i praksis viser sit sande ansigt.