Hvor meget psykisk lidelse kan I udholde?

Forleden overhørte jeg en sparring mellem to dygtige speciallæger. Emnet for deres samtale var mulige tilbud til en meget ung person, samt hvor hurtigt disse kunne gives. Jeg var overhovedet ikke spurgt til råds, men ytrede alligevel forbløffet: »Men hun lyder da så syg, at hun bør indlægges?« De to speciallæger så bare på hinanden, hvorefter den ene konstaterede: »Det er der ikke kapacitet til«.

Samtlige regioner oplever en massiv stigning i henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien og arbejder intenst på at finde løsninger.

En af mine gode venner har speciallægepraksis og oplyser på forespørgsel, at han aktuelt har otte måneders ventetid. I det mindste har patienterne i hans område en speciallæge at blive henvist til.

I mit eget kliniske virke har jeg ofte indlagt patienter med forværring i kendt svær psykisk sygdom en tid efter, at de var blevet afsluttet til egen læge fra specialiseret ambulant behandling. De var afsluttet i stabil tilstand. Afslutning af patienter er nødvendigt for at kunne tage imod de mange nyhenviste, men tilbuddet hos egen læge er mindre, og vi taler om de sygeste. Et tilsvarende antal gange har jeg siddet med en patient i akutmodtagelsen og har vendt og drejet mulighederne: Kunne man henvise til akutteamet eller et pakkeforløb – vel vidende, at det rigtige og tilstrækkelige tilbud ville være en psykolog i primær sektor eller en solid kommunal indsats? For mange patienter er ingen af delene tilgængelige. Eller der er lang ventetid, i hvilken problemet risikerer at vokse fra noget, der faktisk kan håndteres i primær sektor, til noget hospitalspsykiatrien med rette skal varetage.

Aner man konturerne af mit budskab? Det er såmænd ikke for at male fanden på væggen. Psykiatrien er på mange måder en kæmpesucces i forhold til, hvor mange flere mennesker det er blevet muligt at tilbyde udredning og behandling. Der har været og er fortsat en positiv udvikling. Mange mennesker, både klinikere og ledere, gør hver dag en formidabel indsats. Aktuelt arbejdes der ambitiøst og tværregionalt på et kvalitetsløft med inspiration fra kræftområdets omfattende, tværfaglige og evidensbaserede indsats.

Men: Kvalitetsløftet på kræftområdet var betinget af en meget stærk politisk vilje. Nu er de politiske forhandlinger om tiårsplanen i gang. De faglige anbefalinger er der. De er resultatet af mange relevante aktørers anstrengelser, og de er ret okay. Men de er en pakkeløsning. Ikke et tilbudskatalog. Fagfolk og økonomer har regnet på, at der skal en hel del milliarder til, hvis de skal følges. Så, kære politikere: Mobiliserer I så den samme politiske vilje, som I før har gjort på kræftområdet? I kunne ikke rumme, at mennesker med cancer ikke fik tilstrækkelig god behandling. Kan I rumme det, når det gælder psykiske lidelser?