Hvor skal Lægeforeningen hen?

Der er en række forhold der peger på, at det også i Lægefor-eningen er nødvendigt med strukturændringer. Det er klart for enhver, at hvis antallet af amter ændres, må lægekreds-foreninger også vurderes. Mindre tydeligt er måske behovet for forandringer i Domus Medica, men der er gode grunde til også at ændre den centrale struktur i Lægeforeningen.

Grundlaget for Lægeforeningen er i dag de tre søjler, og samarbejdet er kendetegnet ved, at ingen i videst mulig omfang bliver majoriseret. Det har tilskyndet til konsensus, at enhver delforening til enhver tid kunne komme i mindretal.

I Lægeforeningen tæller pensionistmedlemmerne med, når der skal tælles stemmer til Lægeforeningens repræsentantskab. Det er ikke udviklende for politikken, hvis en stor gruppe pensionister kan få indflydelse, og med pensionist- gruppen hastigt voksende bør muligheden for indflydelse begrænses. Man kan let forestille sig, hvordan det kan gå, hvis en stadig større del af de stemmeberettigede medlemmer har en alt andet lige konserverende dagsorden, frem for at politikken udvikles for de aktive medlemmer.

Når pensioniststemmerne afvikles, vil det skævvride foreningen yderligere, så FAYL får flertal i Lægeforeningens repræsentantskab, og det vil være gift for den nuværende struktur og samarbejde. Vælger man at løse den konflikt ved f.eks. at skrive ind i vedtægterne, at en delforening aldrig kan få flertal, har man straks lagt grunden til en ny og potentielt meget større konflikt. For hvor længe kan et flertal af Lægefor-eningens medlemmer - i denne situation FAYL - acceptere ikke at få deres ret?

Søjlestrukturen er altså under pres indefra, men også tendenser i verdenen uden for Domus Medica øger trykket. Lægers jobsituation er langt mere differentieret, end da Læge-foreningen med sine nuværende tre søjler blev dannet, og det traditionelle forløb fra yngre læge til overlæge eller praksis brydes i stigende grad af alternative job. Speciallægekom-missionens betænkning introducerede fagområder, der vil give muligheder for udvikling på tværs af eksisterende specialer og meriteringsstrukturer. Her vil den faglige udvikling trives uden bånd til delforeninger og yderligere opbløde tilknytning til søjlerne. Kunne man forestille sig, at faglige interesser i højere grad blev afgørende for interessevaretagelsen end det traditionelle søjletilhørsforhold?

FAYL's afdelingslæger og de overenskomstansatte overlæger er eksempler på grupper, som i stigende grad føler fælles interesser. Hvordan vil afdelingslægerne stille sig til medlemskab af et FAYL med et stigende antal uddannelsessøgende læger og evt. fokus på arbejdsløshed blandt de nye store årgange? Kan FAS blive ved med at gabe over en stillingsstruktur, som omfatter topledere og nyudnævnte overlæger?

Nytænkning kunne f.eks. være at finde flere dimensioner at dele medlemmerne ind efter, frem for de i dag kendte søjler og erhvervsforeninger, som kun beskriver en dimension i lægernes samhørighed. Men det handler ikke om bare at finde en enkelt anden dimension. Organiseres medlemmerne på kryds og tværs efter f.eks. uddannelsesniveau, geografi, arbejdsgiverområde, speciale, A- og B-side osv. kan majoriseringsproblematikken omgås. Det skal sikres, at de rigtige bestemmer på de rigtige områder - uddannelsessøgende skal f.eks. have passende indflydelse på uddannelsesspørgsmål, almen praksis-sektoren på deres område og alle på sundhedspolitik og etik. En ny organisation bygget på en videreudvikling af Lægeforeningens nuværende opbygning med flere endimensionale foreninger er derimod ikke vejen frem - det vil blot forstærke problemerne.

Jeg tror ikke, der er afgørende besparelser at hente inden for den nuværende struktur i Lægeforeningen. Magtbasen i fagforeningen er de centrale overenskomstforhandlinger, men her oplever vi, at de centrale forhandlinger i tiltagende omfang handler om helt generelle arbejdsforhold, mens en stadig større del forhandles lokalt. Spørgsmålet er, om det er rimeligt at opretholde flere store og dyre overenskomstforhandlingsapparater centralt i Lægeforeningen? Jeg mener, det er nødvendigt at gøre sig klart, om delforeningerne er villige til at arbejde mod en samlet forhandlingsafdeling, som led i en enhedsorganisation, hvis der skal frigøres midler til nye opgaver og nedsættelse af kontingentet.

Vi bruger i dag for megen energi internt i Lægeforeningen på at finde kompromiser i stedet for at opnå mindst lige så gode resultater ved at være mere udadvendte.

Hvis resultatet af strukturforhandlingerne fører til større ændringer i organiseringen af sundhedsområdet, og det er der noget der kunne tyde på, vil det selvsagt også få betydning for Lægeforeningens lokale struktur. Men det skal ikke kun være grænserne for lokalforeningerne, der nu kommer til debat, men også opgavefordelingen mellem Lægeforeningens centrale og decentrale niveauer, som f.eks. forhandlingsområdet og publikationer, bør overvejes.

Det er tid til at tænke offensivt og fremad på, hvordan Lægeforeningen skal udvikle sig. På Lægemødet i 2005, skal der vælges ny formand for DADL - det vil være en oplagt lejlighed til at drøfte bud på fremtidens Lægeforening.