Skip to main content

Hvor skal lægeuddannelsen hen?

Vi uddannes til noget, der ligner minispeciallæger i 38 specialer, mens noget af det mest grundlæggende for en nyuddannet læge – objektiv undersøgelse – er kogt ned til fem timers forhastet gennemgang.

Signe Wisbech Vange, stud.med., 9. semester, Københavns Universitet
E-mail: signe.vange@hotmail.com
Interessekonflikter: ingen

22. dec. 2016
6 min

Det er på tide, at vi forholder os til, at den hastige videnskabelige udvikling og stigende specialisering påvirker lægeuddannelsen. Informationsjunglen, som nutidens medicinstuderende skal navigere i, er grænseløs. Vi har brug for hjælp til at finde vej, hjælp til at prioritere i stoffet og skabe overblik. Kun sådan kan vi få lægeuddannelsen tilbage på sporet med kurs mod den virkelige verden.

Cyklophosphamid, cisplatin, carboplatin, dacarbazin, methotrexate, fludarabid, azathioprin, cytarabin, fluorouracil, vinkristin, paclitaxel, irinotecan, doxorubicin, bleomycin, imatinib, erlotinib, lapatinib, sunitinib, bevacizumab, thalidomide, lenalidomide, alemtuzumab, galicheamicin, gemtuzumab, ozogamicin, rituximab, tositumomab, cetuzimab, trastuzumab, panitumumab, isovorin, gestagen, tamoxifen.

Sådan lød listen af lægemidler, som jeg og mine medstuderende skulle kende efter kursus i cancerkemoterapeutika på syvende semester af medicinstudiet på Københavns Universitet. Sideløbende med onkologi modtog vi også undervisning og gik til eksamen i hæmatologi, plastikkirurgi, nefrologi, urologi, kardiologi, thoraxkirurgi, karkirurgi, gastroenterologi og gastrokirurgi. Der stod 149 stoffer på listen over de lægemidler, vi skulle lære om det semester. Dertil kom, alt det, der ikke handlede om farmakologi, og fem ugers klinisk ophold.

Min tid som medicinstuderende på Københavns Universitet har været spændende, udviklende og meget udfordrende. Den hårde vej er dog altid blevet fremkommelig ved tanken om, at den førte mig i retning af at blive en ordentlig læge. Jeg har stolet på, at universitetet stillede de krav, som det gjorde, fordi det var lige netop de krav, der skulle til for at ruste mig til opgaven.

Jeg har store mangler

Det seneste år er min undervisning flyttet fra Panum Instituttet til hospitaler. Jeg har oplevet virkeligheden. Desværre har jeg måttet se i øjnene, at jeg har store mangler, når jeg undersøger patienter på en skadestue eller følger en yngre læge på vagt. Oplevelserne har sat min tillid til min uddannelse på prøve. For jeg ved så meget, men det er kun en lille del af min viden, jeg kan bruge i verden uden for undervisnings- og eksamenslokalerne. Jeg har tænkt meget på, hvor kompetente jeg og mine medstuderende kunne være blevet, hvis det i højere grad var den nyuddannede læges virkelighed, der formede pensum.

Mange af medicinstudiets bøger er tykkere i dag end tidligere. Det er den naturlige konsekvens af, at man gennem videnskaben er blevet klogere. Det giver sig selv, at vi, der uddannes til læger i dag, skal have en større viden end tidligere generationer af læger, for udviklingen har også gjort patienternes forventninger større og mere komplekse.

Desværre kniber det med at nå de tykke bøger igennem i et tempo, der også efterlader rum for forståelse. Vi studerende har mere end nogensinde brug for at få vist en vej gennem junglen af informationer. Brug for hjælp til at prioritere i stoffet og skabe overblik ud fra, hvad der er vigtigt at vide, når man er ny i faget.

Undervisere taler i dobbelt tempo

Lægeuddannelsen i København indeholder maratonforelæsninger, som kan tage pusten fra enhver. Gennemgangen af førnævnte 33 kemoterapeutikas virkningsmekanismer og anvendelser var blot et eksempel. Det er tungt at tænke på, at mange af stofferne er erstattet af nye den dag, jeg eventuelt skal arbejde inden for onkologien. Et andet eksempel var forelæsningerne i nefrologi om glomerulonefritis, hvor detaljer om histologi, disponerende faktorer og behandling ved hver af de syv underinddelinger af sygdommen blev gennemgået. Eller forelæsningen om de ni hyppigste medfødte hjertelidelser i thoraxkirurgi med benævnelse på specifikke operative indgreb og remedier, der anvendes i behandlingen af dem.

For at nå det hele på den knappe tid, der er afsat, har flere af vores undervisere lært at tale i dobbelt tempo. Desværre lærer vi ikke tilsvarende hurtigere af den grund.

Når vi går til eksamen, og der stilles spørgsmål i urologi, skal vi bl.a. kunne redegøre for, hvilket histologisk lag der er fundet indvækst i for en blæretumor i stadie T4b og/eller N+, og liste de hyppigste bivirkninger af bacille-Calmette-Guerin-skylninger, som bruges til behandling af carcinoma in situ i blæren. I gastrokirurgi skal vi kunne beskrive en CT-skanning af en patient med en kolovesikal fistel og vide, hvor hurtigt der skal endoskoperes mhp. udelukkelse af malign årsag.

Vi bruger ressourcerne forkert

Medicinstudiet er krævende, og sådan har det altid været. Min pointe er ikke, at det er blevet for krævende, men at for mange af vores ressourcer bruges forkert. Mens vi knokler for at lære (sub)specialiseret viden, er der information, der drukner i mængden. Man kan ikke nå det hele, og desværre er det tit tilfældigt, hvad der sætter sig fast. Vigtige informationer og basale færdigheder går tabt til fordel for viden om behandlinger, der aldrig varetages af nyuddannede læger. Ideelt set tog vi studerende selv ansvar for at tilegne os den vigtige viden først. Men den opgave kræver et overblik og en forståelse, som er umulig at opnå på de få uger, der er afsat til hvert speciale.

Mens vi uddannes til noget, der kunne ligne minispeciallæger i samtlige 38 specialer, er undervisning i objektiv undersøgelse – det måske allermest grundlæggende for en nyuddannet læge – kogt ned til en fem timers forhastet gennemgang. Og så er det ellers ud på hospitalet for at øve sig. Her skal man være heldig, hvis en mere erfaren kollega har tid til at huske en på, at man skal trykke mod knoglen, når man undersøger for deklive ødemer. Eller forklare hvorfor det, der ligner ascites, i virkeligheden er almindeligt forekommende abdominal fedme.

Sådan sker det, at det, der skal sidde på rygraden, når man er ny i faget, sidder alle mulige andre steder. På trods af at nutidens medicinstuderende og nyuddannede læger formentlig er de mest vidende, Danmark nogensinde har set.

Opfylder vi virkelighedens krav?

Det er på tide, at vi overvejer, hvad der er ved at ske med lægeuddannelsen. Der er brug for, at kursusansvarlige på Københavns Universitet tager stilling til, om den udvikler sig som ønsket. Om der uddannes læger, der kan opfylde de krav, som den virkelige verden stiller. Brug for, at der tages ansvar og rettes til, hvis dette ikke er tilfældet. Det virker som om, det er lang tid siden, at en sådan overordnet kvalitetskontrol har fundet sted, og det er skræmmende.

Der er brug for at sortere i pensumlisterne, målrette undervisningen og gøre det tydeligt for os studerende, hvor vi skal hen. I stedet for at lære os om 149 præparater på syvende semester, kunne man lære os om de vigtigste overordnede stofgrupper og begrænse omtalen af specifikke præparater. Fordi de enkelte lægemidler er flygtige, og det tager tid at lære, uden at det bidrage til forståelsen.

Meget ville ligeledes være vundet, hvis man i undervisning om sygdomme skærmede os fra detaljer om underinddelinger, stadier, histologiske fund og behandlinger. I erkendelse af, at der er en grund til, at det tager fem eller seks år at blive speciallæge.

En sådan sortering kunne frigøre tid og ressourcer hos studerende og undervisere. Tid og ressourcer, der kunne bruges til at lære, forstå, anvende og måske endda repetere det stof, som virkeligheden har brug for, at vi mestrer.

Hverken vi eller vores kommende patienter er tjent med en uddannelse, der bygger spinkle skeletter af flygtig specialviden frem for stabile fundamenter af grundlæggende forståelser. I en tid, hvor travlhed og effektivisering er på sit højeste på hospitalerne, hvor undervisning og supervision ikke altid kan prioriteres højest, er der brug for et universitet, der tager både stilling og ansvar. Som viser den vej, vi skal gå for at blive kompetente basislæger, der på sigt kan blive til kompetente speciallæger. Et universitet, der ikke bare uddanner os til en titel på et stykke papir, men til den virkelighed, det job og det store ansvar, der venter os.