Skip to main content

Hvor svært kan det være?

Introduktionslæge, ph.d. Melissa C. Lutterodt, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Hillerød Hospital. E-mail: mlut@noh.regionh.dk

29. apr. 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Angiveligt ikke særligt! Jeg er nemlig en af de måske få heldige som befinder sig på en afdeling, der er »ren fiktion«.

Kan ikke være mere enig med forfatter til denne uges »kommentar«, Lasse Bugge, i vigtigheden af, at man fra »day one«, ja faktisk så snart ansættelsespapirerne ankommer, kan følge op med introduktion til afdelingen m.m. Således er uddannelseslægen ordentligt klædt på, når det for alvor går løs med selvstændige vagter.

Da jeg læste kommentaren, undrede jeg mig over hva' der egentlig var pointen, indtil de afsluttende to afsnit: »Ovenstående er desværre fiktion og har aldrig fundet sted på et dansk sygehus«. Det beskrevne fiktive forløb ligner unægtelig forløbet, jeg netop har gennemgået i min nuværende introstilling på gyn/obs Hillerød Hospital.

Fraset måske lige bemærkninger som »topnice«, starter mit forløb med, at den uddannelsesansvarlige overlæge (UAO) tilsender alt relevant materiale: arbejdsgange, logbog, vejledninger, kompetenceoversigt og links til instrukser samt ligeledes information om, hvem der skal være min vejleder. Min vejleder kontakter mig inden start, byder mig velkommen og opfordrer mig til at gennemlæse alle instrukser inden første dag. UAO sørger desuden for at tilmelde mig til et specielt introkursus inden for specialet, der ligger i anden uge. Første introdag kontakter min vejleder mig, og vi aftaler, samt afholder, første vejledermøde (forventningssamtale) inden for de første 14 dage.

Introduktionen består af et meget struktureret skema, hvori jeg dagligt enten er på obligatoriske generelle kurser i sygehusets mange systemer eller har følgevagter i de mange forskellige funktioner, jeg fremover skal dække. Tredje dag desuden møde med UAO. Sidste dag i mine ni dages intro kan jeg selv vælge, hvilken funktion jeg ønsker at opdatere mig på i en følgevagt.

Fraset enkelte kiksere pga. sygdom og idet vi startede mange nye op samme dag, blev mit skema i store træk overholdt.

At blive modtaget så positivt og ambitiøst bevirker, at man fra starten føler sig taget alvorlig og motiveres til at yde sit bedste. Kollegaerne har således lyst til at lære fra sig og hermed er den positive spiral - grundlaget for godt arbejdsmiljø. En win-win-situation.

Afdelingen, jeg søgte, var kendt for at have et godt ry blandt yngre læger, specielt pga. at der konstant arbejdes på at forbedre vilkårene for os uddannelsessøgende læger. Nu er der gået syv måneder, og selvfølgelig er alt ikke lyserødt og perfekt, men tæt på, når man tager i betragtning, at alt ikke kan skemalægges perfekt og ikke mindst set i lyset af et konstant pres om nedskæringer i faget, fyringsrunder etc.

Opfordringen fra Lasse Bugge giver til fulde kredit i den anden ende, så kære ledere og uddannelsesansvarlige - op på hesten, følg drejebogen - det behøver ikke være så svært!