Hvordan aflaster vi børne -og ungdomspsykiatrien?

I psykiatrien har vi håndteret en stigning i antallet af henvisninger på 50 %, mens stigningen i ressourcer kun er på omkring 20%. Det betyder, at vi desværre ofte må tale om at beskytte psykiatrien mod overbelastning. Men hvorfor banker så mange på psykiatriens dør? Og hvornår er der egentlig tale om psykisk sygdom, der kræver behandling – i modsætning til mistrivsel, som bør håndteres uden for psykiatrien?

Grænsen er svær. Et muligt udgangspunkt kunne være at skelne mellem tilstande, vi forsøger at helbrede som angst og depression – og tilstande, vi ikke kan behandle væk som ADHD og autisme. Her kan vi til gengæld lindre, hvis vi tidligt stiller den rette diagnose og sikrer målrettet støtte. Det forebygger de alvorlige følgetilstande.

Men her halter det. Og det på trods af vores fælles ambitioner – også i psykiatrien: at udelukke alvorlige tilstande, iværksætte god behandling og give anbefalinger til, hvordan børn kan få et godt liv trods udfordringer. Præcis som vi ville gøre ved andre former for funktionsnedsættelser.

Det kræver, at vi interesserer os for, hvorfor afvigelser fra det normale og mistrivsel i nogle tilfælde udvikler sig til egentlig psykisk sygdom. Og her rammer vi en gordisk knude: Psykiatriens hjælp reguleres af sundhedsloven, mens hjælp uden for styres af serviceloven, folkeskoleloven og barnets lov. For en familie med et barn, der ikke har været i skole i et år – eller truer med at tage sit eget liv – er det ligegyldigt, hvilken lov der gælder. De har bare brug for hjælp.

Derfor arbejdes der nu på lettilgængelige tilbud, hvor familier hurtigere kan få støtte. Det er et vigtigt skridt. Men hvad nu hvis vi også tidligt vurderede, om barnets mistrivsel kunne være første tegn på psykisk sygdom – og derfor ikke bør håndteres uden om psykiatrien?

I somatikken rådgives også ved tvivl: Er det banale virkelig banalt? Vi venter ikke, til alt andet har svigtet. Det bør vi heller ikke gøre her. Det behøver ikke ende i overdiagnostik, men kunne ses som rettidig omhu – og vi har allerede ansvar for at rådgive dem, der møder børnene først.

Måske skal vi se tidlig vurdering som en måde at støtte børns mentale helbred fra starten – uanset hvilke sårbarheder de har med sig – frem for at presse dem ind i bestemte rammer i en bestemt rækkefølge. Så de tidlige tegn på mistrivsel udløser den rette støtte, til det rette barn i rette tid. Hvor mange ville så aldrig få brug for psykiatrien?

Tør vi håbe, at de nye sundhedsråd – sammen med de lettilgængelige tilbud – kan blive stedet, hvor knuden bindes op? Så børn og familier ikke længere skal kæmpe for at finde hjælp, men bare får den.