Skip to main content

Hvordan forhindre tortur?

Speciallæge Helge Bønlykke, Thisted. E-mail: helge@bonlokke.dk

3. nov. 2005
2 min.

Mette Harreby (MH) og Jens Damsgaard (JD) giver i et debatindlæg i Ugeskrift for Læger nr. 25, 2004, udtryk for en meget forståelig forfærdelse efter at have læst en kronik i Politiken om torturens væsen og ønsker på baggrund heraf at »gøre noget« for at modarbejde anvendelse af tortur.

I forbindelse hermed skal jeg gøre opmærksom på, at Bente Rich (BR) i Ugeskrift for Læger nr. 43, 2003, skrev en kronik - læs den - om forholdene for torturofre, som er kommet til Danmark som flygtninge.

I denne kronik dokumenterer BR ud fra erfaringer fra sit arbejde med traumatiserede flygtninge, at den hjælp, det er muligt at yde dem fra det danske sundhedsvæsen, er meget utilstrækkelig, og at adgangen til den ofte er brolagt med bureaukratiske forhindringer, og hun opfordrer Lægeforeningen til at arbejde for en bedring af forholdene.

I samme nummer af Ugeskrift for Læger afviser Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen, i en leder BR's henstilling bl.a. med en helt irrelevant betragtning om, at det ikke er Lægeforeningens opgave at søge at påvirke regeringens udlændingepolitik.

Formanden henviser i øvrigt til et par tiltag fra Lægeforeningens side og synes tilsyneladende, at det må være nok.

Formanden skriver afslutningsvis i sin leder, at »læger i et vist omfang må affinde sig med at arbejde under de vilkår, som samfundet overordnet beslutter at tilbyde.« Hvorvidt formanden hermed hentyder til de vilkår, der tilbydes læger, eller de vilkår, der tilbydes patienterne, står hen i det uvisse.

Et senere debatindlæg fra undertegnede i Ugeskrift for Læger nr. 48, 2003, med konkrete forslag til, hvad Lægeforeningen kunne og burde gøre i denne sammenhæng, er fortsat ukommenteret.

Jeg håber, at indlægget fra MH og JD kan føre til en seriøs debat om, hvad vi som læger kan gøre for at forhindre tortur og forsøge at lindre dens følger.