Hvordan kan vi skabe optimale betingelser for at hjernen kan hele efter en hjernerystelse?

Vi har med interesse læst Hana Malá Rytters leder om hjernerystelse [1] og tilslutter os argumentet, at personer med hjernerystelse fortjener bedre udrednings- og behandlingstilbud end det er tilfældet i dag. Vi er således enige i, at alt for mange udvikler vedvarende følger. Det afgørende spørgsmål er dog, hvordan vi som sundhedsprofessionelle bedst tager hjernerystelse alvorligt?

Rytter skriver, at det stadig er en gåde, at mange udvikler vedvarende følger [1]. Vi mener, at nyere forskning er ved at bidrage til løsningen af denne gåde. Der er efterhånden en lang række MR-skanningsstudier, der har vist mikrostrukturelle forandringer i hjernen hos patienter, der har haft en hjernerystelse [2]. Sammenhængen mellem de akutte forandringer forårsaget af hjernerystelsen, og de sene forandringer, som ses på skanninger flere måneder efter, er dog langtfra entydige, idet lignende skanningsfund er beskrevet ved bl.a. dekonditionering, depression og stress. Generelt opstår varende fysiske symptomer efter et traume i et tæt samspil med både egen sårbarhed og faktorer i omgivelserne. Især den ramtes sygdomsadfærd og sygdomsforståelse synes at spille en afgørende rolle [3], idet disse kan både vedligeholde og forstærke symptomerne ved at trække symptomoplevelsen væk fra sansningen og frem mod den ubevidste, automatiserede symptomforventning [4].

På baggrund af denne moderne forståelse af vedvarende fysiske symptomer har vi i Region Midtjylland udviklet en ny tværfaglig behandlingsindsats til personer, der fortsat lider af væsentlige symptomer 2-6 måneder efter en hjernerystelse. Behandlingen »Get going After concussIoN« (GAIN) er baseret på principper fra gradueret genoptræning og kognitiv adfærdsterapi. GAIN blev afprøvet i et randomiseret studie blandt unge og unge voksne (15-30 år) og viste sig effektiv til at reducere postkommotionelle symptomer betydeligt [5]. Den relative risiko for fortsat at lide af væsentlige symptomer et år efter hjernerystelsen var 0,6 (95%-konfidens-interval: 0,4-0,9) til fordel for GAIN [5]. Resultaterne giver anledning til håb for den stor gruppe mennesker, som hvert år rammes af hjernerystelse.

Vi foreslår derfor, at læger og andre sundhedsprofessionelle tager personer med hjernerystelse alvorligt ved at give afbalanceret information i den akutte fase, og ved at tilbyde tværfaglig behandling til dem, som stadig har symptomer efter to måneder, fremfor passivt at afvente en videre symptomreduktion. Vi mener også, at der er risiko for at gøre mere skade end gavn ved at vejlede den ramte på en måde, som kan medvirke til at forstærke dennes bekymring. Mens ro og reduktion af stimuli synes at være gavnlige i de første få dage eller uger, er det herefter nødvendigt med en gradvis, aktiv tilbagevenden til en normal hverdag.