Hvordan skaber man læring gennem en skærm?

Restriktionerne under en pandemi har resulteret i, at meget af undervisningen på medicinstudiet er blevet omlagt til diverse virtuelle platforme. Det stiller store krav til undervisernes fleksibilitet og tid, når de skal lære at formidle deres budskab i et nyt format. For hvordan skaber man egentlig de optimale betingelser for voksenlæring, når det hele foregår gennem en skærm [1]?

For nylig blev CAMES’ simulationskursus i ABCDE for 12.-semester-medicinstuderende aflyst pga. COVID-19-restriktionerne. Først blev vi opfordret til at optage en forelæsning, som de studerende kunne se hjemmefra. Problemet er, at der ikke er lighedstegn mellem undervisning og læring. Voksenlæring kræver aktivering og refleksion om et for modtageren relevant emne, som er inden for underviserens kompetenceområde, og som leveres på en spændende måde for at fastholde den studerendes opmærksomhed. For at skabe voksenlæring er det således nødvendigt at involvere, reflektere og diskutere [2].

Vores scenarier startede med en kort introduktion inkl. vitale parametre og observationerne under en ABC-gennemgang, hvorefter de studerende blev delt i mindre breakout rooms. Der var konkrete spørgsmål til hvert breakout room, som var afprøvet og tilpasset til varigheden af gruppediskussionerne. For mange spørgsmål ville skabe en for overfladisk diskussion, mens for få spørgsmål ville skabe tomrum og kedsomhed, hvormed de studerende ville miste fokus i diskussionerne. Desuden skabte det en mere levende plenumdebat efterfølgende, at de studerende havde fået tid til at forberede sig på spørgsmålene forinden. På den måde forhindrede vi den passive forelæsningskultur, der kan opstå, når man afholder onlineundervisning. I plenumdiskussion var scenarierne tilrettelagt således, at de parakliniske undersøgelser først blev synlige, når de studerende bad om dem. For at sikre et trygt læringsmiljø havde vi forinden forberedt de studerende på denne fremgangsmetode samt introduceret muligheden for at spørge en kollega om hjælp svarende til virkeligheden i en fælles akutmodtagelse. Hvert scenarie sluttede med en poll om scenariets vigtigste læringspointer samt en opsummering af scenariets øvrige faglige pointer.

Hemmeligheden er forberedelse, og som et gammelt ordsprog siger: »prior preparation prevents poor performance«. Vi var to undervisere fysisk til stede i det samme lokale, så den ene kunne fokusere på at facilitere undervisningen, mens den anden administrerede polls, breakout roomsog chatten. Efterhånden som vi blev mere erfarne, havde vi ikke behov for at være to personer til stede, især fordi vi opfordrede de studerende til at bryde ind og slå mikrofonen til i stedet for at bruge chatfunktionen. Dette var kun muligt, fordi vi havde begrænset antallet af deltagere til hver undervisningsseance til maks. 20 personer. Vi havde tre computere: en til skærmdeling, hvor vi kunne se vores egne slides, en til at administrere det tekniske og en som var koblet på en projektor, så vi kunne se alle de studerende på storskærm, som om de var fysisk til stede. Desuden havde vi et kamera i stående øjenhøjde, fordi den energi, der kommer fra en stående underviser, har en positiv effekt på de studerende.

Onlineundervisning er den nye disciplin til OL

Selv de bedste undervisere kan føle sig på udebane, når auditorierne lukkes, og »følingen« med de studerende forsvinder. Vores erfaringer er, at det sagtens kan lykkes at skabe god onlineundervisning, men det kræver tid og fordybelse, ligesom når man skal mestre den nye disciplin til OL. Vores metode er ikke »one size fits all«, men en grundig indførelse i og afprøvning af den platform, man skal undervise på, samt forberedelse af det aktiverende læringsmiljø er grundlæggende for succesfuld onlineundervisning. Noget så simpelt som en generalprøve med vores venner viste sig at være rigtigt godt givet ud.