Hvorfor er vi praktiserende læger så nysgerrige i klinikken – og så traditionsbundne i vores organisering?

Praktiserende læger er vant til at tænke kritisk. Vi diskuterer symptomer, diagnoser, behandlinger, arbejdsgange og ny evidens og justerer vores praksis, når ny viden kræver det.

Men den samme nysgerrighed stopper ved den virksomhedskonstruktion, der omgiver vores arbejde. Det undrer mig.

For hvorfor udvikler vi med stolthed vores kliniske praksis, men er mere tilbageholdende med at udfordre den ramme, vi arbejder i? Hvorfor er vi så fokuserede på at lede efter den bedste behandling til patienterne og så lidt fokuserede på at lede efter det bedste arbejdsliv?

Den danske model for almen praksis har fungeret godt i mange år og har skabt kvalitet, kontinuitet og omkostningseffektivitet. Den fungerer stadig godt for mange – men ikke nødvendigvis for alle.

Undersøgelser fra VIVE [1] viser, at stigende opgavemængde og arbejdspres er væsentlige årsager til, at yngre speciallæger søger væk eller fravælger den klassiske karrierevej. Samtidig peger analyser fra Yngre Læger [2] på, at arbejdsmiljø og work-life-balance er centralt for yngre almenmedicinere.

For nogle vil administration, ledelsesansvar og selvstændig drift fortsat være dybt meningsfuldt. Det skal der være plads til. Men for andre – måske især blandt yngre generationer – er et arbejdsliv med større forudsigelighed og balance mere attraktivt. Det skal vi møde med nysgerrighed i stedet for skepsis.

Virksomhedsrammen omkring almen praksis er ikke naturgivet. Den er historisk og kan genbesøges. Måske skyldes vores tilbageholdenhed, at de fleste af os ikke er drevet af ønsket om at drive virksomhed. Vi er først og fremmest drevet af ønsket om at være læger. Vi søgte ind på medicinstudiet – ikke CBS – af en årsag. Det betyder ikke, at drift, ledelse og administration er uvæsentlige. De er bare sjældent vores største motivation.

Samtidig har den eksisterende model været så velfungerende, at der længe ikke har været et incitament til at udfordre den. Men selv gode konstruktioner kan passe mindre godt til nye generationer og tider. For nogle viser det sig ikke i selve konsultationerne med vores patienter, men før og efter, når drift og administration fylder mere end forventet.

Det bør vi kunne tale om uden at opfatte det som et angreb på almen praksis.

Diskussionen handler ikke om at afvikle en model, der har tjent os godt. Den handler om at undersøge, om der kan være andre måder at være praktiserende læge på end den næsten ensartede virksomhedskonstruktion, vi har i dag. Det handler ikke om at finde én ny model, der skal gælde for alle, men for at åbne for, at den klassiske virksomhedskonstruktion ikke nødvendigvis er den eneste legitime ramme om god almen medicin.

I dag er der rundtomkring initiativer, som netop forsøger noget nyt. I Lægeᐧringen har vi lanceret en model, som vi tror, passer bedre til nogle praktiserende læger, men jeg er sikker på, at der også vil komme andre modeller på banen, hvis vi tør udfordre.

Ambitionen er at holde fast i en stærk primær sektor, hvor patienterne har adgang til deres egen læge, og den læge har tid og energi til at give den bedste behandling. Det kan man gøre på mange måder, og derfor skal vi heller ikke være så bange for at gå nye veje.

Det er ikke et opgør.

Det er en invitation til refleksion – over, om vores strukturer i tilstrækkelig grad understøtter den faglighed, vi ellers værner om.