Hvorfor går læger syge på arbejde?

I flere regioner er der blæst til angreb mod sygefraværet. Også lægers. Fra et ledelsesperspektiv er det naturligvis legitimt, men der mangler proportionalitet, for læger er faktisk ikke særligt syge – i hvert fald ikke derhjemme. Som Akademikernes store undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø (se reportagen) viser, er læger kun fraværende pga. sygdom 4,5 dage om året. Det er utrolig lidt i betragtning af, at vi færdes blandt syge mennesker året rundt.

Syg på arbejde

Det reelle problem blandt læger er ikke sygefraværet. Nej, det virkelige problem er det såkaldte "sygenærvær" – de dage, hvor lægen går syg på arbejde. Derfor er det for lægers vedkommende mere interessant at se på sygenærværet end på sygefraværet som et udtryk for det psykiske arbejdsmiljø. For vil vi ikke hellere have, at lægen bliver hjemme under sin sygdom, end at han/hun går syg på arbejde? Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg som patient ville foretrække – og som læge og kollega er jeg slet ikke i tvivl.

Derfor må vi også nødvendigvis tale om sygenærvær, når vi taler om sygefravær. For fokuserer vi ensidigt på sygefravær hos samtlige personalegrupper, overser vi, at der er reelt er tale om store individuelle forskelle. Og når man forsøger at sænke sygefraværet yderligere blandt læger, giver det meget lidt mening. Vi har allerede så lavt sygefravær, at vi i virkeligheden burde tale om det modsatte. Hvorfor går læger på arbejde, når de er syge? Det er det store spørgsmål, og det er det paradoks, vi bør se nærmere på i fremtiden.

Den snottede mediciner

Men hvilke konsekvenser har det, at vi går syge på arbejde? Og hvorfor gør vi det?

Det kan jo undre, at selv hygiejneenhederne ikke har fået øje på området endnu. Risikoen for patienterne er jo indlysende. Tænk bare på den snottede mediciner eller kirurgen med feber. Dertil kommer, at der selvfølgelig også kan være konsekvenser for både den syge læge og kollegerne. Man behøver ikke at være psykiater for at fastslå, at det ikke er godt for den stressramte at fortsætte på arbejdet, indtil man brænder helt sammen, og mon ikke restitutionsperioden efter en del infektionssygdomme vil være længere?

Det kan undre, at vi gør det alligevel. Og selvom det kan være svært at forklare årsagerne, der sikkert kan være mange, har de fleste af os vel alligevel en idé om de mest udbredte. Læger er et dedikeret folk med stor faglighed, stort engagement og ofte stor ansvarsfølelse over for deres virke – ingen tvivl om, at mange læger er ”gift med deres fag”, mange vil udtale, at ”mit arbejde er min interesse”, og at de er ”læger for livet”, for ”at være læge er ikke en stilling, men noget, man altid er”.

Tarzan

Men det er alligevel floskler i den store sammenhæng, og det er i langt højere grad indtrykket, at yngre læger går på arbejde på trods af sygdom af helt andre grunde: 1) De vil ikke efterlade kollegaerne på perronen – og de vil strække sig langt for, at deres kollegaer ikke skal få en mere stresset dag pga. deres sygdom. 2) De er bekymrede for, hvorvidt det vil tælle til deres ulempe i ledelsens øjne – de håber måske at få forlænget deres stilling, komme i betragtning til de eftertragtede uddannelsesstillinger, og hvem vil have en svækling? 3) De er syge lige netop dén dag, de endelig har den funktion, der er nødvendig for, at de kan få opfyldt deres kompetencer i forbindelse med deres speciallægeuddannelse – og de ved, at den ikke kompenseres, hvis de er syge.

Tarzansyndromet kan og skal vi som læger selv arbejde med – det dur simpelthen ikke for hverken behandlingskvalitet eller patientsikkerhed, at vi hostende, stressede og feberramte går stuegang. Det kan hverken patienter, vi læger eller ledelserne leve med på kort eller lang sigt.

Men! Ledelserne har i den grad også en opgave med at få skabt det arbejdsmiljø, hvor man som læge selvfølgelig melder sig syg, når man er syg. Det handler om sikkerhed for både patienter og læger, og her må ledelsen anerkende en sygemelding som ansvarlighed over for den opgave, vi har: at behandle patienterne ansvarligt og sikkert.