Hvorfor ikke gøre noget reelt ved D-vitamin-manglen?

Endelig er rapporten om D-vitamin kommet fra Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning [1]. Den indeholder en udmærket beskrivelse af, hvorledes den danske befolkning lider af D-vitamin-mangel. Derudover beskriver den, hvorledes dette medfører, at mange lider af knogleskørhed og nedsat muskelstyrke med fald- og frakturrisiko til følge. Tillige indeholder den nogle af forskningsresultaterne om, hvorledes D-vitamin-mangel indvirker på en række alvorlige sygdomme. Der er tale om: kræft (coloncancer, prostatacancer, mammacancer), autoimmune sygdomme (type 1-diabetes, inflammatoriske tarmsygdomme, dissemineret sklerose), infektionssygdomme m.m.

Til fastlæggelse af øvre sikre grænse for indtag af D-vitamin henvises til en litteraturundersøgelse foretaget af en komite under Europakommissionen [2]. Her har man fastsat det maksimale indtag for voksne til 50 g D-vitamin/dag og for børn til 25g D-vitamin/dag. Komiteen skriver: »A upper intake level of 50 g vitamin D/day is considered to offer adequate protection against the risk of hypercalciuria and hypercalcaemia.«

Man skulle nu vente, at den danske rapport [1] ville fastsætte anbefalede normer svarende til komiteens angivelser i hvert fald i vinter- og forårsmånederne. Det er ikke tilfældet. Man anbefaler en øgning af det anbefalede tilskud til voksne fra 5 g/dag til 7,5 g/dag, og at plejehjemsbeboere får 20 g/dag i stedet for10 g/dag. Dette vil ikke fjerne D-vitamin-manglen i den danske befolkning. Brot et al [3] har således vist, at indtag af vitaminpiller med D-vitamin (5-10g/dag) kun har lille betydning. Efter formler af Stamp et al [4] vil en øgning af indtag fra 5g til 7,5 g kun give en øgning af hydroxyvitamin D på ca. 4 nmol/l i plasma. Udvalget angiver i øvrigt, at øgningen af D-vitamin til plejehjemsbeboere kun medfører et fald i osteoporotiske frakturer på 20-30%.

Hvorfor vil man ikke gøre noget reelt ved D-vitaminmanglen i den danske befolkning?