Hvorfor skal overlæger dog gå i vagt??

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen.

Vagter er da noget, fanden har skabt - og kan det virkelig være rigtigt, at vi skal arbejde aften, nat, weekender og helligdage?

Denne holdning møder man hos mange kolleger i FAS - og de ser derfor med skræk og rædsel på de nye vinde som blæser - endda fra deres egne selskaber!

I et tidligere nummer af Ugeskrift for Læger (2011;173:861-2) adspørges fire (medicinske) overlæger om deres holdning til overlæger i vagt, som nogenlunde enslydende er: Det er spild af resurser og frarøver patienterne mulighed for ordentlig (speciallæge) behandling i dagtid.

Af de fire adspurgte er en vagtfri, mens tre har rådighedsvagt og altså går hjem efter endt stuegang om aftenen, men kan ringes op af forvagten til næste morgen, hvor de så ofte skal møde på almindeligt dagarbejde.

Argumenterne fra de adspurgte overlæger for, deler sig i to kategorier:

1) Til det akutte arbejde er det godt nok med tilstedeværelse af en reservelæge evt. med telefonisk backup fra overlægen.

2) Hvis overlægerne er til stede aften og nat, kan de ikke også passe ambulatorier om dagen, og så falder produktiviteten i den elektive medicinske produktion.

Det argument jeg ofte hører fra medicinske kolleger er: Jeg er træt, jeg orker ikke vagter, det må nogle andre (yngre) tage sig af - for jeg har aftjent min værnepligt, da jeg var reservelæge. Jeg er medlem af FAS - og speciallæge i et traditionelt vagttungt speciale; anæstesiologi.

Når jeg hører kolleger udtale sig som beskrevet ovenfor, forbløffes jeg over, at vi tilsyneladende er ansat i det samme sygehusvæsen og medlem af den samme forening.

Men desværre møder jeg og mine anæstesiologiske (og kirurgiske og gynækologisk/obstetriske) kolleger meget ofte denne holdning hos andre speciallægekolleger: Vagtarbejdet er en byrde, som det egentlig ikke er rimeligt, at jeg med mine mange kvalifikationer og mange års erfaring skal deltage i.

Det forholder sig da lige modsat!

Hvordan man for alvor kan mene, at de sygeste og mest komplekse patienter - de ældre, medicinsk syge patienter med betydelig grad af komorbiditet - kan håndteres lige så godt af den uerfarne reservelæge som af den erfarne overlæge, er mig en gåde.

At det da heller ikke forholder sig sådan, ser vi dagligt.

Der er mange dygtige, dedikerede reservelæger i vagt, men man er nu engang ikke forpligtet ud over evner og erhvervet erfaring.

Det, som reelt ofte sker, er, at de yngre kolleger gør det så godt, de kan, men ofte ikke så godt, at det ikke kunne gøres bedre, mere effektivt og til større gavn for patienten, hvis en mere erfaren kollega havde været til stede.

Og når så patienten bliver rigtig dårlig, tilkaldes en af de speciallæger, som nu faktisk er i vagt - endda døgnet rundt - anæstesilægen.

I mange tilfælde fungerer anæstesiologen som uofficiel bagvagt for forvagterne i huset, for disse vil enten ikke forstyrre deres egen bagvagt, de skal jo op på dagarbejde næste dag (det er den pæne udlægning) eller bagvagten meddeler forvagten, at patienten skal på intensiv - det kan de »se« hjemme fra sengen...

Og hvorfor skulle man da også komme ind og tilse patienterne, når man nu har andre, der kan klare paragrafferne?

Det er grundlæggende en ukollegial holdning både over for deres ofte tvivlrådige forvagter og over for deres speciallægekolleger, som alt for ofte må agere bagvagter for andre specialer.

Men først og fremmest er det illoyalt over for patienterne, som stoler på, at de får en kompetent og hurtig, faglig korrekt behandling, uanset hvornår de kommer til sygehuset.

Betydningen af erfaringen hos modtagende læge kan ikke undervurderes; det giver da højere sikkerhed for hurtig korrekt diagnostik og behandling, hvis lægen er erfaren ift. den uerfarne - og det er vel logik?

Mht. et evt. øget fravær af speciallæger i dagtid - »jeg kan ikke passe mit ambulatorium-visen« - har jeg svært ved at forstå, hvorved medicinske speciallæger adskiller sig fra kirurgiske og gynækologiske speciallæger. Alle har en høj grad af ambulatoriefunktion - men de vagttunge specialer kan godt få tingene til at gå op alligevel.

Denne tids samling af funktioner i sundhedsvæsenet kan være en del af løsningen, idet større afdelinger med flere læger kan klare sig med færre i vagt ift. mange mindre fysisk adskilte afdelinger, og lur mig, om ikke det vil gå op, så der også er læger i dagtid...

Så, kære kolleger - lad os sammen løfte opgaven - så bliver det ikke så (vagt)tungt!