Sidste sommer var jeg enormt stresset, som så mange andre ledere og medarbejdere i det offentlige er fra tid til anden. En rapport fra Sundhedsstyrelsen viste, at 30% af læger har haft betydelige symptomer på udbrændthed. Men det er nok ikke nyt. Fra fordums tid, hvor det at være stress-syg som læge var mindre anerkendt, var misbrug og selvmord højt inden for lægefaget. Og lægefaget er belastende, men hvorfor er vi fortsat så stressede, når vi aldrig har været flere læger, når vi aldrig har arbejdet mindre og kan så meget?
Tilbage til sidste sommer. Jeg fik pludselig sløret syn. Min øjenlæge sagde, jeg nok lige burde ses af en neurolog. Det gik ufatteligt hurtigt. Ind på Herlev, der var en helt igennem suveræn oplevelse. Særdeles venlige sekretærer, sygeplejersker m.fl. Kompetent neurolog der, fik mig CT-angiograferet og MR-skannet. Dernæst Holter-monitorering og svar i ambulatoriet en uge senere. Personalet viste overskud og var enormt imødekommende. Jeg tænkte selvfølgelig på, at en del måtte komme fra en dygtig ledelse.
»Vi har en gigantisk forventningskrise. Ikke mindst til os selv som læger, der både skal leve op til politikernes, borgernes og vores egne forventninger«Morten Eklund Ziebell
Min neurolog foreslog et par yderligere undersøgelser, og 14 dage senere var jeg igen i MR-skanneren. På vejen hjem mod Lyngby tikkede beskrivelsen ind: 17 minutter tager det at køre fra Herlev til Lyngby. Skanningen var normal.
Jeg har længe slået på tromme for den ulige fordeling af læger i det her land, i Region Sjælland er vi typisk en lille uge om at beskrive en elektiv MR-skanning af cerebrum. Vi hører politikere, borgere og læger råbe på flere læger. Sige at det hele ikke er godt nok, at vi kan og skal forbedre systemet. Det kan vi også, og det er supertilfredsstillende i et team at finde nye og bedre arbejdsgange. Men hvornår er 17 minutter ikke hurtigt nok. Hvor langt skal vi ned? Kan nogen med hånden på hjertet mene, at der er sundhed i 17 minutter frem for tre dage?
Har vi virkelig en sundhedskrise, og vil sundhedsreformen hjælpe på dette?
Nej, vi har en gigantisk forventningskrise. Ikke mindst til os selv som læger, der både skal leve op til politikernes, borgernes og vores egne forventninger. Den er drevet af vores enorme rigdom, hvor sundhedsforsikringer (sikke en illusion) købes af alle (med penge). Vil sundhedsreformen løse forventningskrisen? Det står der faktisk noget om i et hjørne, at den vil. Men reformen lægger kun til på forventningerne. Flere pakker, flere læger, mindre ventetid, og således »vandes« forventningskrisen. Modvægten er blandt andet et prioriteringsråd og regionernes kvalitetsinstitut, hvor jeg er betroet en rolle. Men prioritering er fravalg, og spørgsmålet er, om sundhedsvæsenet er klar til dette. Hvis ikke vi vælger noget fra, får vi ikke færre stressede sundhedsmedarbejdere og ledere, desværre. Heldigvis er fravalget til en start ikke sundhed, sundhed er ikke 17 minutter – det er forventninger.
