Skip to main content

Hvornår har man gestationel diabetes?

Afdelingslæge Gerda Wittrup, Gynækologisk Afdeling, Thisted Sygehus. E-mail: tsgyngw@vibamt.dk

1. nov. 2005
2 min.

Indtil for et års tid siden var svaret let for klinikeren: Hvis glukosebelastningen gav to timers værdi for blodsukker på eller over ni. Det var samme værdi som for ikkegravide.

Så kom et brev fra klinisk kemisk afdeling, i stedet for blodsukker vil vi nu få svar på plasmaglucose, og tallet vil være højere. Hos ikkegravide var grænsen sat til en totimers værdi på 11. Deraf kunne man logisk tænke, at når blodsukkerværdien var den samme hos gravide og ikkegravide, måtte plasmaværdien også være det. Altså gestationel diabetes blev defineret som en plasmaværdi over 11?

Der stod dog også, at selv om der ikke var nogen sikker omregningsfaktor, var plasmaværdien ca. 10 procent højere end blodsukkerværdien. Bruger man dette, skulle grænsen måske snarere være 10?

Nu ser jeg så, at man mange (alle?) steder stadig bruger plasmaværdien ni og dermed udvider gruppen af kvinder med gestationel diabetes.

Spørgsmål 1: Er det den generelle danske definition af gestationel diabetes? Det er sygeliggørelse af en ny gruppe kvinder i forhold til for et år siden.

Spørgsmål 2: Er nytteværdien for mor og barn (og resurseforbruget) i denne gruppe så sikker, at det kan gøres uden i forskningsøjemed? Og så det vanskeligste spørgsmål - hvad er effektmålet? Blodsukkerregulationen, graviditetsudfaldet, barnets helbred om 40 år? - jf. Cochrane Review [1].

SVAR

Referencer

  1. Tuffnell DJ, West J, Walkinshaw SA. Treatments for gestational diabetes and impaired glucose tolerance in pregnancy (Cochrane Review). I: The Cochrane Library, Issue 3, 2004. Oxford: Update Software.