Hyperlaktatæmi

I en ellers udmærket statusartikel omkring hyperlaktatæmi af Ronan Berg et al [1] anføres det at »Mælkesyre produceres ikke i kroppens væv, men kun under fermentering, som ikke forekommer menneskekroppen …«. Det er en stærk påstand, som desværre også er forkert. Fermentering af glukose finder således sted i bl.a. erytrocytter, der som bekendt mangler mitokondrier og derfor producerer energi (ATP) via en klassisk fermenteringsreaktion, glykolysen. Denne proces resulterer i en løbende sekretion af H⁺ og laktat^- (= mælkesyre) til ekstracellulærvæsken. Mælkesyre forekommer ikke i udissocieret form under fysiologisk pH, men det ændrer ikke ved det faktum, at erytrocytten bidrager med to mælkesyreækvivalenter til ekstracellulærvæsken pr. omsat molekyle glukose.

Det er korrekt, som anført i artiklen, at glykolysen i snæver forstand ikke giver anledning til dannelse af mælkesyre, men kun syreanionen laktat:

glukose + 2 ADP^3- + 2 Pi^2- -> 2 ATP^4- + 2 H₂O + 2 laktat^-

men når den dannede ATP efterfølgende bruges i cellens energikrævende processer, sker der en hydrolyse af ATP med dannelse af protoner:

2 ATP^4- + 2 H₂O -> 2 ADP^3- + 2 Pi^2- + 2 H⁺

I en cirkulerende erytrocyt, der er i metabolisk steady state, er nettoreaktionen (summen af de to processer) således:

glukose → 2 H⁺ + 2 laktat^-

hvilket netop svarer til dannelsen af to mælkesyreækvivalenter pr. molekyle glukose. De dannede protoner og laktat transporteres herefter i forholdet 1:1 til ekstracellulærvæsken via cellemembranens monocarboxylat-kotransportører. Nettoresultatet er udskillelse af mælkesyre, i form af protoner og laktat, til ekstracellulærvæsken. Det er identisk det samme, der sker i den homofermentative proces i mælkesyrebakterier under dannelsen af f.eks. tykmælk. Der er således ingen principiel forskel på den humane og den bakterielle proces. I begge tilfælde sker dannelsen og frigivelsen af mælkesyre i form af en proton og et molekyle laktat.

De samme processer sker i en muskel, der arbejder under anaerobe forhold. Der dannes laktat og ATP i glykolysen, og når den dannede ATP efterfølgende hydrolyseres under den kontraktile proces, sker der dannelse af protoner. Laktaten og protonerne udskilles fra muskelcellen i forholdet 1:1 via cellemembranens monocarboxylat-kotransportører, og nettoresultatet er igen tilførsel af mælkesyreækvivalenter til ekstracellulærvæsken med forsuring og ophobning af laktat til følge.

Det er således heller ikke korrekt, når forfatterne anfører, at Meyerhof og Hills opdagelse af mælkesyreproduktion i anaerobt arbejdende muskler er forkert. Hvorvidt sekretionen af mælkesyre fra muskelcellen sker i dissocieret eller udissocieret form, er irrelevant for de kemiske effekter. De fortjener således fortsat den Nobelpris, de modtog i 1922, samme år som Niels Bohr og Fridtjof Nansen ligeledes modtog Nobelprisen i fysik og fred.