I left my prostate in Berlin

Det var med stærk medfølelse, at jeg læste kronikken i Ugeskr Læger 2007;169:1344-5, hvor speciallæge Bent H. Claësson beretter om sit behandlingsforløb, der gav mange problemer, bl.a. ubehag og mange smerter. Jeg kan ikke lade være med at berette om mit behandlingsforløb, der på grund af ventetidsgarantien fandt sted i Berlin.

Allerede i 2002 kunne jeg på UL-skanning få konstateret en forstørret prostata på 100 ml med et suspekt område. PSA var da 5,4. Ved årlige målinger lå den på 5 -6, men den 4. august 2006 var den på 6,5. For at kontrollere dette tog jeg den igen den 4. oktober 2006, og den var da 10. Jeg henviste mig selv til Frederiksberg Hospital, kom til den 14. november 2006, hvor man kunne palpere en forstørret prostata men uden konsistensforøgelse. Jeg fik tid til biopsi, fik cipro-xin, ibuprofen og doloproct lige inden. Ti klik mærkede jeg bagi, ikke noget at tale om. Normalt har man ikke gener i efterforløbet, men om aftenen fik jeg enorme smerter, og jeg havde makroskopisk hæmaturi i stride strømme. En ketogan hjalp overhovedet ikke. Havde jeg set en patient i den situation, havde jeg indlagt ham akut, men jeg besluttede at gå i dampdouche, og med en varm bruser rettet mod blæreområdet afgik to blodkoagler som kanonkugler per urethram, og den kraftige smerte forsvandt. Biopsierne viste i en af de ti biopsier sikkert malignt carcinom og i en anden en begyndende udvikling af samme. Resultatet blev, at jeg blev henvist til Rigshospitalet, hvor jeg fik en meget grundig orientering om situationen, at prostatacancer var at regne for en aggressiv sygdom, og ikke som tidligere bare en sygdom, man døde med. Operation, stråleterapi og HiFU-behandling blev gennemgået; sidstnævnte er ved ultralyd at opvarme de cancerramte områder i prostata til 90-100 grader.

Flyvende mursten

Lige når man får at vide, at der er cancer, er det, som om en masse mursten farer rundt i luften for en, men ved næste konsultation, efter at der ved knogleskintigrafi ikke var konstateret metastaser, var murstenene faldet på plads, og vi enedes om, at en operation ville være det rigtige, da min prostata var temmelig stor. Operationen kunne imidlertid først finde sted efter påske, dvs. efter 50 dage og overskred således ventetidsgarantien på 14 dage med 36 dage. Information om ventetidsgarantien kan man hente ned på internettet, men det er ikke helt let, så den juridiske rådgiver på Kræftens Bekæmpelse var så venlig at sende den til mig. Egentlig burde jeg have fået den ved den operationsbesluttende konsultation, men vi gennemgik da mulige tyske urologer for en evt. second opinion. Så jeg vil foreslå, at Kræftens Bekæmpelse udarbejder en brochure med ventetidsgarantien og med plads til, at den pågæl-dende afdeling kan angive, til hvem og hvordan man skal henvende sig, såfremt tiden bliver overskredet. Den kan udleveres ved den behandlingsbesluttende konsultation eller vedlægges indkaldelsen til behandling, når ventetiden på 14 dage vil blive overskredet. Min hustru Marcella var meget oprevet over den lange ventetid, ligeledes var mine lægevenner bekymrede, så Marcella, der taler tysk som indfødt, hvilket hun også er, fik bestilt tid til konsultation hos professor, dr. Kurt Miller på Charité Campus Benjamin Franklin i Berlin, ventetiden hertil var 14 dage, men samtidig blev der reserveret tid til operation 14 dage efter. Jeg havde journal med undersøgelsesresultater med fra København, så jeg blev tilbudt operation ti dage efter. Så hjem til Danmark og fremsende ansøgning til urologisk afdeling på Rigshospitalet, om jeg kunne blive opereret i Berlin. Jeg sendte både som almindeligt brev og anbefalet.

Af sted til Berlin

Fem dage efter ringede jeg til afdelingen, men sekretæren kendte ikke til noget brev fra mig. Snart efter ringede klinikchefen og lovede at kontakte Sundhedsstyrelsen for at få deres accept af, at jeg kunne falde ind under ventetidsgarantien. Den kom næste dag, hvor jeg havde flybillet til Berlin. Jeg skulle dog kontakte et særlig kontor på Herlev Hospital, der skulle faxe et brev til mig, som jeg kunne tage med til Berlin, og som garanterede betaling for min behandling. Dette modtog jeg kl. 16. Flyet afgik kl. 19, og jeg nåede det. På Charité blev Marcella og jeg modtaget meget venligt, men hospitalsadministrationen ville ikke uden videre godtage det brev, jeg havde med. Dr. Millers sekretær var ved at fortvivle, men hun og Marcella var hurtig på bølgelængde, så på sekretærens ansvar kunne jeg gå i gang med de indledende undersøgelser. Jeg skal derfor foreslå, at man på kontoret for udlandsbehandling på Herlev Hospital får lavet et autoritativt brevpapir affattet i dette tilfælde på formfuldendt tysk og gerne med et rigsvåben på, for så tror jeg ikke, at udenlandske hospitalsbureaukrater vil stille sig på bagbenene. Som patient uden selv at tale flydende tysk eller at have en med, der kan, er man i risiko for at blive afvist, hvis man ikke kontant kan erlægge et større beløb som kaution. Om eftermiddagen havde jeg fri, og et dejligt måltid på en nærliggende italiensk restaurant gjorde godt. Om aftenen tidligt til køjs, læste 40 sider i Leif Davidsens russiske trilogi, blev vækket kl. 6 næste morgen af en mandlig sygeplejerske med ordet: »Dusche«, herefter rasering og ankomst på operationsgangen kl. 7.30, ikke ved hjælp af en portør men ved min sygeplejerske Rosemarie. En meget lattermild narkosesygeplejerske modtog mig tillige med to narkoselæger. Jeg fik en beroligende pille, og væk var jeg, ikke noget med intubering, opsætning af drop, epiduralkateter eller kateter i vågen tilstand.

Efter operationen

Jeg vågnede, følte jeg - lidt senere - og troede, at det var min tur til at blive opereret, men det var sket og havde varet i fire timer. Jeg kom ned på min stue, en tosengsstue med eget badeværelse og vindue fra gulv til loft og udsigt over Berlin. Jeg havde ikke fået blodtransfusion, hvilket man på Charité helst undgår. Smertebehandlingen var helt perfekt, foruden via epiduralkateteret fik jeg injektioner med tradolan og en velsmagende novopansnaps morgen og aften, ikke noget med 8 paracetamolklumper dgl. Den anden aften fik jeg kraftigt trykkende smerter sv. til prostatalejet, og skyndsomt blev et ekstra smertestillende drop rigget til. Man er på Charité meget indstillet på, at smerter skal undgås, dels at det er behageligt for patienten, men også at man derved bliver hurtigere rask. Kateteret blev fjernet af sygeplejersken på 4.-dagen efter operationen. Jeg skulle med begge hænder trykke på blæren og give et host, samtidig med at hun trak det ud. Det gav et meget lille og kortvarigt ubehag. Som lovet ved indledende konsultation var jeg kontinent herefter, og de vigtige nervebaner for potensen var blevet bevaret. Operationen blev udført som åben kirurgi efterladende en fin cicatrice på ti cm i midtlinjen. De 15 agraffer fjernede jeg selv på 10.-dagen. Fysioterapeuten på hospitalet instruerede mig i knibeøvelser lige såvel som fjedergang, også på trapper, for at undgå for mange stød i kroppen. På RH havde jeg også været til instruktion i indledende knibeøvelser, og efter hjemkomsten var jeg hos en fysioterapeut med speciale i bækkenbundsøvelser. Hun havde et apparat til måling af ens evne til at knibe, en meget pæda goisk metode. På Rigshospitalet havde man sagt, at tre måneders rekonvalescens ville være nødvendig; på Charité sagde de tre uger. Jeg tager fire uger, da jeg også fik klaret et stort ingvinalhernie. Siden udskrivelsen har det ikke været nødvendigt med smertestillende midler, der er indimellem lidt ømhed, men kraftig træthed.

På afdelingen var jeg den første dansker; der havde tidligere været en finne og nordmand. Jeg kan hilse fra afdelingen og sige, at flere danske patienter vil være velkomne. Det er egentlig utroligt cerebralt afslappende, som der bliver taget hånd om en med stor stor professionalisme, iver og venlighed. En stor tak til professor, dr. Kurt Miller, hans sekretær, dr. F. Christoph, dr. Anja, dr. Rolf og sygeplejerskerne Andrea, Rosemarie og Teresa og fysioterapeuten samt ikke mindst til den danske stat for sin ventetidsgaranti, der lod mig hurtigere komme under »kniven«.