På de politiske vandrør kan vi høre, at foråret indvarsler starten på forhandlingerne om udmøntningen af de resterende midler i psykiatrihandlingsplanen, som et samlet Folketing står bag. Det er rigtig godt, hvis der snart kommer et nyt udspil fra regeringen. Forhåbentlig kan vi sammen videreføre det store og nødvendige løft, som tiårsplanen lægger op til. Psykiatrien står nu et bedre sted end for et årti eller to siden, men der er stadig massive problemer og meget langt til målet.
Sundhedsstyrelsen skulle have udarbejdet statusnotater, som skulle levere et overblik på arbejdet med at nå de forskellige konkrete målsætninger, der er aftalt for arbejdet med at løfte psykiatrien. Det er ikke sket. Derfor er det vanskeligt at skabe et overblik over, hvor langt vi er såvel kvantitativt som kvalitativt med de enkelte initiativer. Det gælder ikke mindst for økonomien. Kan alle initiativerne nå i mål med de midler, der indtil nu er sat af? Det mangler vi svar på, og det siger sig selv, at uden disse statusnotater vil der mangle afgørende viden om psykiatriens tilstand og mulighederne for at nå samlet i mål med tiårsplanen. Alt i alt er det et dårligt udgangspunkt for forhandlingerne om de næste tiltag i planen.
Fra Lægeforeningens side har vi selv valgt at indsamle viden. Vores medlemsundersøgelse om lægers oplevelse af kvalitet, kapacitet og kompetencer i psykiatrien fra 2024 viser bl.a., at omtrent seks ud af ti læger slet ikke har mærket forbedringer i vilkårene for at levere behandling af høj kvalitet. Den viser også, at ca. fire ud af ti læger har oplevet nedskæringer i personaleressourcer eller ansættelsesstop på deres afdeling i løbet af de seneste to år. Læg hertil, at mere end otte ud af ti af patienterne ville have haft mindre alvorlige sygdomsforløb, hvis behandlingen var startet tidligere.
Andre indikatorer taler samme sprog: Der er et stigende pres på kapaciteten, stagnerende antal sengepladser, længere ventetider, flere akutte genindlæggelser, øget brug af tvang og mangel på speciallæger.
»Alle skal huske, at det er psykiatriens tur«Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
At psykiatrien endnu ikke mærker effekten af tiårsplanen, er ikke så overraskende, for det er endnu for tidligt. Men det er foruroligende, at signalerne fra Christiansborg for det meste er »i plus«, mens der samtidig i regionerne tages beslutninger, som munder ud i ansættelsesstop og nedskæringer i psykiatrien. Noget, der flugter virkelig dårligt med intentionerne om et massivt løft af psykiatrien. Det er derfor helt centralt, at man som beslutningstager i »Sundhedsdanmark« ikke på denne måde skaber mismod og desillusionering. Det har ingen glæde af, hverken patienter eller personale. Glem ikke, at det er psykiatriens tur.
Øget kapacitet er en forudsætning for at lykkes med at løfte psykiatrien. Uden tilstrækkelig økonomi og uden mange flere speciallæger og andre sundhedspersoner vil de nye initiativer i regi af tiårsplanen ikke få den ønskede effekt. Det er godt, at der er kommet flere ydernumre i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri, men vi ser også med bekymring på, at der i dag er psykiatere, der står helt uden for ydernummersystemet. Her er de desværre ikke tilgængelige for patienter, som ikke selv har tilstrækkelig økonomi eller en forsikring.
Det hører med til historien, at der er afsat midler til kapacitet i tidligere aftaler, men det har ikke været nok til at imødekomme den store efterspørgsel på psykiatrisk behandling.
Lægeforeningen opfordrer derfor til, at en kommende ny aftale tager fat på de »grundlæggende forudsætninger« for at løfte psykiatrien, som Sundhedsstyrelsens faglige oplæg fremhæver. Lægeforeningen foreslår:
- at stoppe besparelser og ansættelsesstop i psykiatrien.
- at oprette flere ydernumre til praktiserende psykiatere i børne- og ungdomspsykiatri.
- etablere en målrettet rekrutterings- og fastholdelsesindsats.
- at uddanne flere speciallæger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri (flere introstillinger og hoveduddannelsesstillinger).
Egentlig er alle forslagene en form for selvfølgeligheder: De burde selvfølgelig være sat i stikket for længst. At det ikke er tilfældet, viser med tydelighed, at kampen mod stedmoderlig behandling ikke stopper foreløbig. Alle skal huske, at det er psykiatriens tur.
