Immobilisering for resten af livet

Når mennesker er så dårligt stillet socialt og helbredsmæssigt, at de ikke kan forsørge sig selv, er det socialt acceptabelt og nødvendigt, at samfundet træder til. Min påstand er imidlertid, at tilkendelse af fleksjob eller førtidspension langtfra altid er den bedste løsning for de pågældende mennesker, og at samfundet - i et misforstået forsøg på at hjælpe - på denne måde stiller dem i en ulykkelig situation ved at betegne dem som uhelbredeligt syge.

Med pensionsreformen i 2003 erstattede man førtidspensionens tre niveuaer (laveste, mellemste og højeste) med ét niveau, nogenlunde svarende til den tidligere højeste førtidspension. Med indførelsen af fleksjob så man desuden muligheden for at tilbyde dem, der tidligere ville have fået tildelt de to lave pensionssatser, beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det var som udgangspunkt en god tanke, for med laveste og mellemste førtidspension har man stadig henholdsvis halvdelen og en tredjedel erhvervsevne tilbage. Undersøgelser har imidlertid vist, at de, som fik laveste og mellemste førtidspension, havde den dårligste udnyttelse af resterhvervsevnen, og det ser ikke ud til at være ændret. Antallet af tildelte førtidspensioner er i dag lidt større end det samlede antal laveste, mellemste og højeste førtidspensioner, som blev tildelt før 2003, ca. 15.000 årligt. Og dertil er kommet i alt ca. 40.000 mennesker i fleksjob og ca. 10.000, som venter på et sådant.

De to største sygdomsgrupper blandt langvarigt sygemeldte er bevægeapparatslidelser og psykiske lidelser.

Hvad de psykiske lidelser angår, er der over de senere år sket en ændring, hvor der hyppigere er tilkendt førtidspension til mennesker med depressioner, angst og PTSD. Disse lidelser kan være meget belastende og fuldt gyldig grund til ikke at kunne fungere på arbejdsmarkedet. Det er imidlertid mit indtryk fra de sager, jeg ser, at selv i de tilfælde, hvor diagnosen er sandsynlig, vil der tit være en mulighed for at få det bedre. En mulighed, som ofte ikke udnyttes, bl.a. pga. mangel på behandlingspladser, så disse mennesker ikke får chance for at kunne leve et bedre liv.

Det væsentligste symptom ved bevægeapparatslidelser er smerter, og der findes ingen apparater, som kan måle smerte, og man kan ikke på en skanning se, hvor ondt et menneske har. Når en sygemeldt således fortæller, at det gør mere ondt nu efter start på arbejdsprøvning, og at vedkommende ikke kan fortsætte pga. smerter, har vi vedkommendes egne ord herfor. Oplevelsen og rapporteringen af smerte er imidlertid en kompleks proces, og det er ikke godt nok for social- og sundhedssektoren at lade sig vejlede af klientens udsagn. Der bliver i arbejdsprøvninger taget alle mulige skånehensyn, på revalideringsinstitutioner ofte så mange, at man helt fjerner sig fra joblignende situationer. Og der er ikke noget mærkeligt i, at det gør mere ondt, når man skal til at bruge muskler efter lang tids inaktivitet (sygemelding). Det sker imidlertid ofte, at klienten fra mange forskellige sider støttes i, at smerterne kan forklare, at vedkommende ingenting kan. Jobkonsulenten eller en anden socialfaglig medarbejder beskriver tit en tydeligt smerteplaget klient, som ikke kan klare praktikken, og det tilrådes, at den pågældende afpasser sin arbejdsindsats efter sin formåen og lytter til sin krop. Patientforeningerne og fagforeningerne er ofte bisiddere i disse sager. Og virksomheden er naturligvis ikke indstillet på at skade pågældende og viger derfor tilbage for at lade vedkommende fortsætte i arbejdsprøvningen.

Vi skal turde diskutere problemstillingen

Læger hæfter diagnoser på disse mennesker - f.eks. en kompleks, kronisk smertetilstand - og mange accepterer forståeligt dette, for nu kom der en forklaring på og en lægelig legitimering af deres lave funktionsniveau. Lægers beskrivelse af helbredstilstanden kan imidlertid føre til, at klienten fastlåses i en sygerolle med betydelige begrænsninger i dagligdagen. De svære ord kan blive en spændetrøje for klienten og samtidig en beskyttelse mod andres opfattelser af tilstanden. Når man så forsøger at rokke ved klientens opfattelse, får man at vide, at der nok er en del, som lægevidenskaben endnu ikke har forsket tilstrækkeligt i. Det er helt sikkert rigtigt, men så vanskeligt behøver det ikke at være. En englænder har engang sagt, at det er vigtigt at holde øjnene åbne for nye ting, men man behøver ikke åbne dem så meget, at hjernen triller ud. Det er det, der sker, når faglig kritik af f.eks. fibromyalgi, piskesmæld, bækkenløsning, duftallergi og stresstilstande som selvstændige sygdomsenheder affejes som arrogant og reaktionær. Min påstand er, at vi kun ved at turde diskutere problemstillingen viser de pågældende mennesker og deres lidelse respekt.

Jeg vil komme med nogle eksempler på, hvordan specielt lægeverdenen, men også forskellige terapeuter, kan være med til at forstørre et helbredsmæssigt problem mere, end nødvendigt er.

Det er meget hyppigt i dag at blive opereret i et knæ eller en skulder, og dette har selvfølgelig at gøre med, at operationsteknikkerne er blevet forbedret, og man derfor tilbyder operation for tilstande, som man tidligere ikke ville have gjort noget ved. Ved kikkertundersøgelser ser man forskellige forandringer, som måske ikke er så betydningsfulde for funktionsniveauet. Det fører imidlertid ofte til udsagn til patienten om, at der er observeret nogle uregelmæssigheder i ledbrusken, og at dette kan føre til gigt senere hen. For mange mennesker er sådan et udsagn en forudsigelse om betydelige og permanente funktionstab, og som socialmediciner ser jeg en del tilfælde, hvor patienten i løbet af ganske kort tid, måneder til et halvt år, oplever sig selv som voldsomt handicappet. Jeg har ikke kendskab til, at man videnskabeligt set har belæg for en så hurtig udvikling - undtagen i meget specielle tilfælde - og jeg savner, at speciallæger er forsigtige i forbindelse med en sådan information, og at de også nogle gange går i rette med patientens opfattelse af situationen og i stedet forsøger at beskrive det nedsatte funktionsniveau i en bredere, også indimellem psykosocial, sammenhæng.

Et andet eksempel er brug af smertestillende medicin og de forskellige bivirkninger til medicinen. Nogle sygemeldte ønsker ikke at tage medicin. Det kan undre, at patienten ikke vil forsøge at tage noget mildt smertestillende for at opnå en bedre funktion i dagligdagen. En anden gruppe anfører, at de ikke kan tåle medicinen, og beskriver bivirkninger, som rent lægeligt næppe eksisterer, men vi ser alligevel, at fagpersoner, også læger, accepterer bivirkningen og endda i lægeattester anfører den som en begrundelse for, at klienten ikke er i stand til at tage medicin og derfor heller ikke er i stand til at deltage f.eks. i en arbejdsprøvning. Den sidste og desværre ret store gruppe af langtidssygemeldte har et meget stort medicinforbrug, også af stærkt smertestillende medicin af morphintype, og vi ser relativt mange, som er afhængige af medicinen. Det er væsentligt at være opmærksom på, at der i dag kan være et ganske bastant krav fra patienterne om, at der skal gøres noget, samtidig med at lægerne over en årrække har fået at vide, at de gav for lidt og for svag medicin. Det gælder ikke mere; så vidt jeg er orienteret, har vi i Danmark verdens højeste forbrug af morphin og morphinlignende præparater. Det er tidspunktet at ændre holdning til den medicinske behandling af godartede smerter.

Læger viger tilbage for at vise faglighed

Jeg synes, at der kan være en tendens til, at mange læger og andre fagpersoner bare accepterer patientens fremstilling af situationen ud fra devisen om, at vi skal vise empati, og at patienten er den eneste, som ved, hvordan han/hun har det. Jeg tænker specielt på en sag, hvor en yngre kvinde havde slået nakken. På mit spørgsmål om, hvordan hun så sig selv om to år, svarede hun, at hun nok sad i kørestol. Hvis man prøver at forklare, hvordan tingene i virkeligheden kunne hænge sammen, er det ikke alle, som er villige til at acceptere en anden udlægning af sammenhængen, og det er ærgerligt, når patienternes egen opfattelse begrænser dem så meget i dagligdagen. Måske har denne manglende lyst til at acceptere en anden udlægning at gøre med, at vi som fagpersoner har vænnet omverdenen til, at vi viger tilbage for at vise vores faglighed, hvis vores viden går på tværs af patientens, politikernes eller mediernes opfattelse.

Sygemeldingens længde er i mange undersøgelser vist at være en selvstændig, betydende faktor, hvad angår mulighederne for tilbagevenden til arbejdsmarkedet. For klienten kan det, efter lang tids passivitet, virke helt uoverskueligt pludselig at stå over for udsigten til en form for aktivering, og så kan vedkommende meget tit kun se én mulighed for beskyttelse, nemlig fastholdelse af sygerollen. Hvis dette fører til fornyet fokusering på sygdom, evt. med henvisning til yderligere undersøgelser i sundhedsvæsenet, forlænges forløbet nok en gang, og klienten ser sig selv endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

Mindre sygeliggørelse

Det er vigtigt, at vi, som fagpersoner, undlader at sygeliggøre den sygemeldte mere end højst nødvendigt og i stedet prøver at beskrive helbredstilstanden i en bredere sammenhæng. En del mennesker har vanskeligt ved at klare tilværelsen af mange forskellige grunde, men vi må forstå, at det ikke altid er vejen frem at forsøge at forklare dette med baggrund i et dårligt helbred.

Jeg vil tillade mig at pege på problemet uden at have løsningen. Det drejer sig ikke om at stille de pågældende mennesker i et dårligt lys men om at få en fordomsfri debat om samfundets rolle i forbindelse med tilkendelse af fleksjob og førtidspension. Det vil være første skridt på vejen til at hjælpe de langtidssygemeldte betydeligt bedre, end vi gør nu, hvor vi, såvel politikere som medier og sundhedsvæsen, placerer dem i kasser, hvorfra de ikke kan komme ud, medmindre de fralægger sig sygdomsrollen og derved fuldstændig mister kontrol over økonomi og omgivelser. En situation, som - fuldt forståeligt - er yderst vanskelig.