Skip to main content

Implementing an electronic health record system Walker JM, Bieber EJ, Richards F, red.

16. jan. 2006
2 min.

Bogen er tænkt som en praktisk håndbog i den store strategiske udfordring, det er at iværksætte en elektronisk patientjournal (epj) i et sundhedsvæsen. Bogen er præget af sin forankring i det amerikanske sundhedssystem og specielt Geisinger Health System, hvor fokus på økonomi er væsentlig større end i vor kliniske hverdag. Bogen giver dog en god indføring i alle de overvejelser, der ligger til grund for indførelse af det komplekse system, en epj er, med vægten lagt på de aspekter der skal tilgodeses, både fra administrativt – og ikke mindst fra klinikerens synspunkt. Den beskriver den elektroniske arkitektur, der bør ligge bag, og beskriver også detaljeret tankerne bag den brugerflade, den kliniske bruger præsenteres for, hvor den vigtigste overvejelse er brugervenlighed og klinisk anvendelighed. I bogen gives eksempler på de muligheder, der er for rationalisering med optimering af arbejdsgange og mindskning af redundans. Den beskriver muligheden for klinisk beslutningsstøtte baseret på guidelines eller evidensbaseret medicin. Samtidig pointeres nødvendigheden af, at systemet bør være fleksibelt med mulighed for afvigelser fra vedtagne standarder, hvis dette skønnes indiceret i en given klinisk situation. Forfatterne har alle deltaget i den praktiske indførelse af epj i et stort sundhedssystem, enten med basis i it-faget eller den kliniske hverdag, og det afspejles i teksten, der er præget af eksempler, og de erfaringer, man har gjort undervejs i processen.

Bogen kan anbefales til alle, der vil have en praktisk orienteret guide til iværksættelse af en epj og samtidig en beskrivelse af opbygningen af de tekniske systemer, der ligger til grund for en epj.

Overlæge Ebbe Langholz

E-mail: e.langholz@mail.dk