Debat
Ind under huden
2. nov. 2005
3 min.
Det var en kold og regnfuld novemberaften i London, da den tyske anatomiprofessor Gunther von Hagen skabte historie. Han gennemførte den første offentlige obduktion af et menneskelig i England i næsten 200 år, og blev dermed anledning til en dramatisk bioetisk debat om et emne, der ikke har givet anledning til hovedbrud i flere hundrede år.
Baggrunden er von Hagens meget omtalte udstilling af plastinerede menneskekroppe - Bodyworlds (Körperwelten) - der allerede har været set af mange hundrede tusinde mennesker i Tyskland og England. Her har man tilbudt publikum »fascination beneath the surface« som der står i udstillingsbrochuren, og det skal tages helt bogstaveligt. Med plastineringsprocessen, der er en særlig konserveringsmetode, kan de dødes organer og væv bevares og udstilles på en fuldstændig »realistisk« måde. Hele kroppe fremstår i »livagtige« positurer inspireret af Vesalius anatomiske tegninger: skakspilleren illustrerer nervesystemet, baseballspilleren muskelsystemet og som udstillingens clou ses en stejlende hest med rytter, et fuldstændig overvældende syn i fuld størrelse. Og en oplevelse der yderligere forstærkes det øjeblik man opdager at rytteren frembærer sin egen - overlegne - hjerne i sin højre hånd. Også mange andre »genstande« er udstillet: en hjerne skåret i informative skiver, fostre i varierende aldre, blodårer, nerver, knogler og muskler i smukke, gribende og oplysende arrangementer.
Von Hagen er blevet opfattet som kontroversiel og det er især læger der har fremført deres forargelse over udstillingen i almindelighed og den offentlige dissektion i særdeleshed. Det er især forestillingen om, at der er tale om sensation og underholdning, der virker anstødeligt på lægerne - og man må indrømme at von Hagen spiller på det spektakulære, når han fører kniven udstyret med bredbræmmet hat a la Rembrandts dr. Tulp. Ifølge den engelske lægeforenings etiske udvalgs opfattelse kunne det »begrænsede undervisningsaspekt« ikke opveje modviljen mod det der opfattes som »degraderende og respektløs« omgang med lig. Interessant nok mente von Hagen selv, at hans publikum opførte sig med større respekt over for liget end de medicinstuderende han selv havde undervist!
Jeg overværede ikke dissektionen, men måtte »nøjes« med udstillingen, og den har efter min mening formidable pædagogiske og åndelige potentialer. Dels formidler den en stærk og indsigtsfuld forståelse for kroppens vidunderlige indretning, og samtidig gør den tilskueren pinlig bevidst om sin egen dødelighed. Under alle omstændigheder er der tale om et kvantespring i offentlighedens indsigt i, hvad det døde menneskelegeme rummer. Von Hagens virksomhed adskiller sig fundamentalt fra tidligere tiders notoriske despekt for den døde krop, der oftest hidrørte fra samfundets usleste lag: kriminelle indsatte eller subsistensløse. Hvor disse personager, hvad enten de ønskede det eller ej, måtte lægge krop til anatomernes analytiske kniv, står folk i dag i kø for at opnå et liv efter døden - som en af von Hagens udstillingsgenstande. Og von Hagen har sørget for, at bioetikkens krav om informeret samtykke er opfyldt til punkt og prikke.
Der er grund til at tro at von Hagen har gjort mere for at fremme menigmands forståelse for lægevidenskab i almindelighed og nødvendigheden af obduktioner i særdeleshed end mange informationskampagner nogen sinde vil være i stand til. Og selvom man kan være skeptisk over for von Hagens teater, står et spørgsmål stadig tilbage: hvorfor er det egentlig, at kun læger skal have adgang til at studere den menneskelige krop under huden?