Indsatsområder i den nye speciallægeuddannelse

Den nye speciallægeuddannelse har nu været gældende i et år.

Fra Speciallægekommissionens betænkning udkom i 2000 og frem til nu, har mange lagt et endog meget stort arbejde i målbeskrivelser, uddannelsesplaner og uddannelsesforløb inden for turnus, introduktion og hoveduddannelse, dækkende alle specialerne, og det store arbejde har været udført både nationalt, regionalt og lokalt.

Alle specialer er nu i gang med de nye speciallægeuddannelser, og det går - som jeg vurderer det - godt, langt bedre end mange havde frygtet, for meget var ufærdigt i januar 2004, hvor den nye uddannelse begyndte. Blandt årsagerne til, at det er gået, er, at lægerne nationalt, regionalt og lokalt har involveret sig i opgaverne. De har afsløret fejl og mangler ved planer m.m., og de har ofte ved stor opfindsomhed fundet løsninger, så de kommende uddannelsessøgende ikke løb ind i problemer.

Alt er dog ikke fryd og gammen i den nye speciallægeuddannelse. Jeg skal her hæfte mig med ved tre af de væsentligste problemer:

1) Sammenhængen mellem målbeskrivelserne og logbøgerne i uddannelse på den enkelte afdeling

Mange målbeskrivelser burde allerede nu revideres. Mange uddannelsesforløb må ændres allerede nu pga. ændrede eller nedlagte afdelinger, og logbøgerne foreligger ikke elektronisk. Det vigtigste i denne problemstilling er, at vi læger på afdelingerne aktivt deltager i speciallægeuddannelsen. Dette skal gøres ved at planlægge afdelingens drift, så den ud over at sikre optimal diagnostik og behandling også sikrer optimal uddannelse, idet der ved vagtplanlægning og daglig arbejdstilrettelæggelse medplanlægges, at den ældre uddanner den yngre i de mange læge-patient-kontakter, som finder sted på afdelingerne hver dag. Dette arbejde er primært en opgave, vi læger kan og skal løfte på den enkelte afdeling. Der er hjælp at hente hos den postgraduate kliniske lektor, hos den uddannelsesansvarlige overlæge og hos vejlederne.

2) Problemer med at få speciallægepraksis integreret i speciallægeuddannelsen

Som bekendt er speciallægepraksis en del af uddannelsen til øre-næse-hals-læge, til øjenlæge og til hudlæge. Der er klare aftaler mellem Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen, amterne og FAS om, hvordan det skal foregå i praksis, men alligevel har det givet problemer for de første forløb i speciallægepraksis. Kun ved stort pres på det pågældende amt kunne forløbene påbegyndes som forudsat i uddannelsesregionens plan. Jeg håber og forventer, at det er begyndervanskeligheder, da det er vigtigt for speciallægeuddannelsen, at speciallægepraksis får en naturlig placering i uddannelsen.

3) Sundhedsstyrelsen har nu udmeldt, at forskningstræningsmodulet får en økonomi, som giver den uddannelsessøgende 20 dage til forskningstræning

Det er betydeligt mindre end ambitionen i Speciallægekom-missionens betænkning, og det er betydeligt under det, som Lægeforeningen kunne være medansvarlig for, idet den forskningsbaserede diagnostik og behandling bliver endnu vigtigere i fremtiden, end den er nu. Derfor må presset for at få forbedret forskningstræningsmodulet forstærkes.