Indvandrernes HelbredsAfklarende Team savner en pendant på hospitalerne

Interessekonflikter: Ingen

På en lille ø i kommunen arbejder det HelbredsAfklarende Team (HAT) og savner en storbror på et hospital i København.

Hvad laves der i HAT? Hertil kan sagsbehandlere fra kommunen henvise ikkeetnisk danske borgere, der har brug for en særlig afklaring og en pædagogisk indsats for at komme videre. Oftest er det kvinder, der kommer fra krigsområder og har været udsat for traumer og tortur. For kvinderne betyder tortur som regel også voldtægt, men det bliver der ikke talt så meget om. Sårene er dybe og ofte kan kun spidsen af isbjerget ses - hvis det overhovedet bliver set.

I HAT er der to timer til en samtale, hvor der er både en læge, en psykolog og en socialfaglig fra Jobcentret til stede og som regel en tolk. Der bliver ofte talt om ting, som borgerne aldrig før har turdet tale om.

En kvinde var blevet sendt til flere speciallæger på grund af voldsomme smerter i skulderen. Intet blev fundet. Under samtalen kan hun pludselig huske, hvornår smerterne opstod. De har været der, siden hun under tortur var blevet hængt op i armene, indtil skulderen røg ud af led. Hun begynder at græde, hun har aldrig før talt om det. Jeg er glad for at have en psykolog ved min side.

Men hvordan skal lægen i praksis håndtere disse patienter? Og hvor skal de henvises til, hvis lægen får mistanke om, at sygdommene hænger sammen med traumatiske oplevelser, flugt, migration? I København er der intet.

I Odense er der blevet opbygget en klinik for indvandrere, og de har travlt. Behovet er stort, og den ansvarlige læge, Morten Sodeman, går ud fra, at der er mange penge at spare, ved at afdække sammenhængene i patienternes helbredsklager. De kan være storforbrugere af speciallægeundersøgelser, uden at der er nogen, der har mulighed for og tid til at se på sammenhængene. Kommunikationen er et af de vigtigste værktøjer til at afklare disse patienter. Det kræver tid, og det kræver, at læge og patient forstår hinanden.

Når tolkebistanden fremover stopper efter syv års ophold i Danmark, kan det blive rigtig spændende. Hvordan skal lægerne kunne stille en diagnose, hvis der ud over alle de andre barrierer også opbygges en sproglig? Det er ofte de dårligste, der ikke kan lære sproget, især ofre for tortur, der lider af posttraumatisk stressreaktion. Undersøgelser har vist, at deres hjerne mister evnen til indlæring og koncentration. De kan bare ikke, lige meget hvor længe de går til sprogundervisning. De føler sig ofte udenfor, kan ikke arbejde og bliver mere og mere fanget i deres helbredsproblemer. Det er ofte det sidste, der kan give dem en identitet, en sygdomsidentitet. De går til lægen, sendes fra den ene specialist til den anden. Aktiveringsforløb slår fejl på grund af mange sygemeldinger, pension kan ikke komme på tale, fordi sygdommene ikke er afklarede nok. Og rejsen igennem systemet fortsætter, en dyr rejse både for sundhedsvæsenet og for kommunen. Hvad sker der, hvis tolkebistanden stopper? Det vil undre mig, hvis ikke det bliver en dyr beslutning, både menneskeligt og økonomisk.

I København er der netop åbnet et Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed (MESU) under international bevågenhed. Der er ingen tvivl om, at vi mangler viden, og at migrationen til de europæiske lande er kommet for at blive med alle de problemer, det indebærer. Men som gæsteforedragsholder dr. Manuel Carballo, leder af International Center for Migration, Health and Development i Geneve, fremhæver, ligger der også resurser i migrationen. I Europa bliver der født færre mennesker, end der dør. Uden indvandring vil befolkningstallet falde mere og mere med alle de samfundsmæssige problemer til følge.

Måske kan viden og opmærksomhed på området hjælpe til, at vi bliver bedre til at håndtere disse udfordringer, og måske kan det være med til at få nogle forældre til en storebror til HAT på banen?