Indvandrerpatienten - de etiske udfordringer af Hanne Wielandt

Kommentar til artikel i Ugeskriftet nr. 19.

Det sidste afsnit handler om omskæring af piger og drenge. Man har flere gange i det etiske udvalg diskuteret, om der er mulighed for at parallelisere de to indgreb, men man er ikke nået til nogen konklusion.

Hvorfor behøver man overhovedet at parallelisere de to indgreb? De har dog så forskellige konsekvenser og baggrund. Der er to lighedspunkter: begge indgreb er traditions- betinget mutilering af børns kønsorganer og som sådan mod Børnekonventionens § 24, stk. 3, som forpligter de stater, der har skrevet under, til at arbejde for at afskaffe traditionsbundne skikke, som kan skade børns helbred.

Drengeomskæring er en religiøs pligt for muslimer og jøder - at det så gøres over en bred kam i USA er en andet spørgsmål. Det er efterhånden accepteret af større og større kredse inden for de muslimske samfund, at der ikke er belæg i Koranen for pigeomskæring. Det er derfor ikke er en muslimsk religiøs pligt, men en mere end 2000 år gammel tradition fra før kristendommen og islam.

Selv om der er røster fremme om, at drengeomskæring kan have konsekvenser for mandens fremtidige seksualitet, og at der måske er flere komplikationer, end man har været opmærksom på, kan fjernelse af forhuden hos drenge ikke sammenlignes med selv den mildeste form for omskæring »sunna«. Der sker nemlig meget ofte en læsion af selve clitoris i forbindelse med forsøg på at fjerne forhuden på denne. Dermed har indgrebet en afgørende virkning på kvindens fremtidige seksualitet.

I mange områder i Afrika er clitoridectomi den almindelige form for omskæring. Man mener, at man derved kan mindske kvindes lyst, så hun bliver mere dydig og føjelig - og måske stiller færre krav til mandens potens. Det er ikke synspunkter af lignende art, der gør sig gældende ved drengeomskæring - så ville den aldrig finde sted. Et meget væsentligt motiv for at omskære piger er, at de ikke kan blive gift, fordi de anses for urene, hvis ikke de er omskåret.

En anden hyppig form er excision, hvor man fjerner clitoris og labia minora. Den hyppigste form i Somalia, Sudan og tilgrænsende områder er infibulationen, hvor man fjerner clitoris, labia minora og labia majora, syr sårrandene sammen, så der kun resterer et lille hul til urin og menstruationsblod. Begge disse indgreb kan medføre en række både umiddelbare og senere komplikationer.

I forbindelse med omskæringen kan der opstå smerte- eller blødningsshock, som kan medføre døden. Desuden urinvejsinfektioner eller læsioner af urethra, sepsis, tetanus og overførsel af hiv-smitte.

Af senkomplikationer kan nævnes, dysmenorrhoe, hæmatokolpos i forbindelse med menstruation, fordi hullet er for lille til, at menstruationsblodet kan komme ud, recidiverende urinsvejsinfektioner og underlivsinflammation, som kan medføre sterilitet. Af andre senkomplikationer kan nævnes cyster og bylder omkring vulva, seksuelle problemer og en lang række fødselskomplikationer.

Jeg er bestemt for, at man tager drengeomskæring op, forsker i det og prøver at få det afskaffet, men hvorfor blande det sammen med kampen mod pigeomskæring? Man arbejder dog netop for at tilgodese de to køns forskelligheder og behov, hvorfor så ikke gøre det her?

Når vi kommer til oplysningsarbejdet, er det også helt forskellige aspekter, der skal tages frem, Her er oplysning om de sundhedsmæssige konsekvenser ved kvindelig omskæring meget væsentlig. Mandlig omskæring giver trods alt ikke fødselsvanskeligheder og øget børnedødelighed, som man ser det ved kvindelig omskæring!

Oplysningsindsats mod pigeomskæring har været i gang i flere år, blandt andet med Sundhedsstyrelsens oplysningsindsats fra 1997-2000 og nu igen efter den megen debat i efteråret 2002. Mange somaliere har ændret holdning ved at få oplysning om de sundhedsmæssige konsekvenser og om at omskæring ikke er en religiøs pligt, men der er stadig somaliere, der er fanget af den gamle tradition og ønsker deres døtre omskåret. Der er også kommet nye somaliere til ved familiesammenføring, som ikke får den oplysning, som asylansøgerne får.

Vi var nogle stykker fra Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe, der inden debatten begyndte i efteråret, stiftede Foreningen mod Pigeomskæring i august 2002. Vi syntes, det var nødvendigt at fortsætte oplysningsindsatsen efter Sundheds-styrelsens var ophørt. Det er meget glædeligt, at der er kommet politisk vilje til at støtte dette arbejde gennem Integrationsministeriet, Socialministeriet og Sundhedsministeriet via Sundhedsstyrelsen.

Hvis man ønsker at vide mere om Foreningen mod Pigeomskæring henvendelse til Vibeke Jørgensen.