Skip to main content

Influenza

♠ Praktiserende læge Peter Andreasen, Kongerslev. E-mail: p.andreasen@dadlnet.dk

17. aug. 2009
1 min.

Nu hvor det værste hysteri angående influenza H1N1 har lagt sig, har jeg følgende spørgsmål/kommentarer. Fra at være en sygdom, som blev skreget ud til at være næsten 100% dødelig, er man nu blevet enige om, at den ikke er værre end almindelig influenza, som kommer hvert år.

Derfor følgende spørgsmål: Skal alle raske unge mennesker, som aldrig tidligere er blevet vaccineret mod influenza, nu vaccineres, i givet fald hvorfor, når den ikke er farligere end influenzaen de andre år?

Hvorfor skal alle gravide nu pludselig have Tamiflu ved influenza? Det har de da ikke fået før, og denne influenza er jo ikke farligere end tidligere influenzaer, så hjerneskadefrekvensen (hvis den findes) må da være den samme, hvorfor har man så ikke gjort det de andre år (nyindført pga. mediehysteri???).

Når nu epidemien kommer, skal læger og ikke mindst vagtlæger så stadig iføre sig rumdragtsudstyr, hvilket på en lægevagt måske kunne blive 20 gange, der er jo mange børn med over 38 °C og hoste?

Disse spørgsmål vil jeg gerne have et præcist svar på; altså ikke et svar med noget om at konferere med diverse infektionsafdelinger og embedslægeinstitutionen, når situationen opstår, bare et simpelt svar på ovenstående.