Informationspligt og informeret samtykke - en beretning ude fra marken

En af bønderne fra den lille landsby, jeg bor i, var uheldig i landbruget og fik en distal åben crusfraktur. Han blev kørt på sygehuset, og efter opholdet derinde kom han forbi en lørdag eftermiddag til en bette kaffepunch og en snak.

Han sagde blandt andet:

»De var vældig gæve på sygehuset, Hans. Der kom læger og sygeplejersker og alle mulige andre, og alle var flinke. Men de læger ... først kom der et par knoglelæger, som sagde: 'Ja, vi skal jo lave dit ben, det kan vi enten gøre med et marvsøm, vi kan sætte et par pinde ind i benet over for og neden for bruddet og nogle holdere, som holder benet, til det er groet sammen. Endelig kan vi også lægge det i gips. Hvad mener du selv?' Bagefter kom narkoselægerne, og også de var vældig gæve: 'Jo, vi kan lave en lokalbedøvelse oppe ved lysken eller en rygmarvsbedøvelse, eller du kan komme i fuld bedøvelse!' Jeg skulle acceptere og give mit samtykke. Jamen for fanden Hans, jeg ved en masse om får og kvæg (på landet hedder det ikke køer), men jeg ville da godt nok ønske, de bare var kommet og havde sagt, nu gør vi sådan og sådan, og så kan du køre traktor igen efter x antal uger. Alt det information gør jo en tummelumsk, og jeg har da spekuleret på, om de egentlig ved, hvad de vil, når de har sådan en som mig«.

Jeg forklarer ham, at det er Sundhedsstyrelsen, som har givet retningslinjerne, hvorefter han spurgte: »Hvorfor skal det gælde herovre, kan det ikke bare blive over på djævleøen?«

Moralen må være, at nogle gange kan man informere så meget, at det ender i forvirring. Han har i øvrigt været ude og ploue (ikke pløje) og er vældig tilfreds med sygehuset.