Skip to main content

Inge Genefke - portræt af en ildsjæl

Tom G. Bolwig, bolwigtg@rh.dk

1. maj 2006
2 min.

Lægen, humanisten, igangsætteren Inge Genefke er kendt over store dele af verden. Hun har på usædvanlig måde markeret sig og gennem ikke mindst sin personlighed og evne til at gennemføre, hvad hun har sat sig for, opnået meget store resultater og en dertil velfortjent hæder.

Inges navn vil i første række være knyttet til rehabilitering af torturofre, og det er også her, hun med en enestående energi har formået både at oprette centre, først i Danmark, og senere i en lang række andre lande, og derigennem skabe en både lægefaglig og humanistisk kultur. Ikke desto mindre har Inge Genefkes karriere også været præget af perioder af modvind og modstand fra mennesker og myndigheder, som helhjertet burde have støttet hende.

Bogen er et velskrevet og spændende portræt af et menneske, som fra sin tidlige barndom har udvist en følsomhed over for uretfærdighed og overgreb og meget tidligt og meget frygtløst har markeret sin stillingtagen.

Opvokset i et varmt, borgerligt miljø, og som noget væsentligt faderens engagement i modstandskampen under den tyske besættelse har Inge Genefke umiddelbart haft alle odds med sig for at nå sine mål. Bogen fortæller fint og nærværende både om Inges opvækst og holdninger under studiet, interesser og engagement og hendes generøsitet over for de nøglemedarbejdere, som altid har stået hende bi.

Dele af bogen skildrer, hvor rædselsfuldt torturofre bliver behandlet, men også om menneskelig storhed og mod hos ofrene og så sandelig også hos dem, der i diktaturregimer vovede at stå fast i kampen mod overgreb.

Inge Genefke beskriver en meget vigtig pointe vedrørende tortur. Nemlig, at ofret ikke blot påføres fysisk lidelse, men at målet med tortur er total nedbrydning af menneskers integritet og værdighed.

Inge Genefke lægger ikke skjul på, at hun har temperament, kan blive voldsomt vred og skuffet, når hun oplever svigt, men hele beretningen om et liv i humanismens tjeneste, hvor hun har været støttet af kolleger og ikke mindst sine allernærmeste, er god, oplivende læsning. Det er i første række beretningen om mod og vilje til at fastholde de idealer, som har båret bogens hovedperson gennem hele hendes liv. Bogen kan varmt anbefales.

Lindhardt og Ringhof Forlag, 2005

207 sider

Pris: 249 kr.

ISBN 87-595-2545-2