Op mod 200.000 henvisninger fra praktiserende læger til sygehusene blev sidste år returneret. Det svarer til omkring hver syvende. Og antallet har været støt stigende i de seneste år.
Bag hver henvisning står en patient, som har brug for hjælp, og som risikerer et forsinket og usammenhængende forløb, hvis henvisningen bliver sendt retur uden afklaring eller anvisning om, hvad der skal ske med patienten.
Debatten har i de seneste uger handlet meget om, hvorfor henvisningerne bliver returneret, hvor ansvaret ligger, og hvilke greb der er nødvendige. Der er ikke én simpel forklaring. Men én ting er vi som læger enige om: Patienten må ikke betale prisen.
Sundhedsvæsenets samlede ansvar for patientens forløb stopper ikke ved sektorgrænsen. Politikerne har ansvar for, at der er tilstrækkelig kapacitet i både almen praksis og på sygehusene til at løse arbejdet med henvisningerne, og regionerne har samtidig ansvaret for, at rammer og arbejdsgange er indrettet til at få patienterne videre. Det her er ikke et problem, der kan løses ved at stille endnu flere krav til den enkelte praktiserende læge eller sygehuslæge. Det kræver, at regionerne og hospitalerne indretter systemet, så læger kan få patienterne videre.
Og der er grund til handling nu. Siden 2018 er andelen af henvisninger, som sygehusene returnerer, steget fra omkring 3% til omkring 15%. Det er sket samtidig med, at antallet af henvisninger fra almen praksis til sygehusene faktisk er faldet.
Uanset om man er praktiserende læge eller sygehuslæge, er det frustrerende at stå med et system, der kan være ineffektivt og ressourcetungt og ikke altid fungerer godt nok for patienterne.
Det er et problem, der har udviklet sig over mange år og nu har et omfang, der burde være blevet håndteret tidligere. Derfor er det positivt, at Danske Regioner har tilkendegivet, at antallet af returnerede henvisninger er for højt, og at der bliver taget initiativ til et fagligt arbejde sammen med Sundhedsstyrelsen og læger. Det er på tide, og fra lægers side er vi klar til at bidrage.
»Uanset om man er praktiserende læge eller sygehuslæge, er det frustrerende at stå med et system, der kan være ineffektivt og ressourcetungt og ikke altid fungerer godt nok for patienterne«
Den samlede kapacitet skal passe til opgaven. Det lyder nok banalt, men det er ikke desto mindre en side af sagen, som vi står samlet om.
Men kapacitet kan ikke stå alene. Vi har gennem mange år specialiseret og effektiviseret sundhedsvæsenet. Det har givet store gevinster, men også et system med stadig mere specialiserede tilbud, kriterier og indgange. Det kan blive en barriere, når en patient ikke passer entydigt ned i en af de kasser, systemet er bygget op omkring.
En henvisning handler ikke altid om adgang til en bestemt behandling. Nogle gange er der netop brug for en vurdering fra en specialist på sygehuset for at afklare, hvad patienten fejler, og hvad næste skridt bør være. At der ikke umiddelbart er et behandlingstilbud på sygehuset, er derfor ikke nødvendigvis det samme som, at der ikke er behov for en sådan vurdering.
I den situation har vi brug for muligheden for tæt dialog mellem henvisende læge og modtagende afdeling, så man kan få afklaret problemstillingen, og hvad næste skridt er.
Vi kan have forskellige syn på både årsagerne til de mange returnerede henvisninger og på, hvilke greb der i sidste ende er nødvendige. Men vi er enige om, at henvisningssystemet skal fungere for patientens samlede vej gennem sundhedsvæsenet.
Som formænd for læger på tværs af sundhedsvæsenet vil vi sammen efterspørge konkret viden fra regionerne om, hvorfor henvisninger bliver sendt retur, og hvad der sker med patienterne bagefter. Det er nødvendig viden, hvis vi skal forstå problemet ordentligt og finde de rigtige løsninger.
For uanset hvor i sundhedsvæsenet patienten befinder sig, har vi som læger et fælles ansvar for sammenhæng og kvalitet i hele patientforløbet – også når ansvaret går på tværs af sektorer og specialer.
