Ingen slendrian i benene

Mattis Enggard Jørgensen, reservelæge

På ny undres jeg over jeg over, hvad det er, der foregår oppe i hovedet på vores sundhedsminister. Hvad ville slikmutter egentlig have ud af at sammenligne yngre læger med forkælede rollinger, til det nyligt overståede lægemøde i lægeforeningen?

Jeg kan godt forstå, at man som minister gerne vil have besat de ledige speciallægestillinger rundt om i kongeriget. Det siger sig selv. Jeg kan også godt forstå, at man gerne vil komme unødvendig slendrian til livs og få rettet lægerne ind, så de kan blive specialiserede. Jeg er bare ikke sikker på, at en fireårsregel er det bedst mulige værktøj til den slags.

For jeg er slet ikke sikker på, at der er så meget slendrian i benene på yngre læger. Nogle lider bare den tort, at have interesser inden for flere forskellige specialer og ønsker at prøve interesseområderne af inden det endegyldige valg. Det betyder, at man får læger med en vis bredde i et ellers mere og mere specialiseret sundhedsvæsen. Ønsker man at tilegne sig bredde i dag, skal man erhverve den i vikariater og udskyde sin KBU. Så er man jo lige vidt.

Jeg er forholdsvis privilegeret, da jeg har vidst, hvad jeg ville, længe før jeg blev færdig læge. Alligevel render jeg ind i problemer. For i mit fag skal der skrives ph.d., for at man kan få hoveduddannelse. Det har alle de andre gjort. Efterhånden må det betragtes som en basal nødvendighed at have ph.d. og om et par år måske også en doktordisputats. For der er gået inflation i skidtet. Alle laver ph.d., selv dem der ikke gider og meget hellere ville være ude i klinikken. Midlerne til forskning er dog de samme, hvilket betyder, at man må slås noget mere for det. De, som lever og ånder for forskning og bedriver den bedste af slagsen, skal nu bruge endnu mere tid på at samle forskningsmidler sammen, i stedet for at bruge deres kloge hoveder i laboratorierne. Fireårsreglen er ikke gennemtænkt. Det er en lappeløsning, som virker særdeles uambitiøs, hvis det er bedre sundhed, man i sidste ende ønsker.

Det er som om, man har glemt at kompetencer følges ad med interesse. Hvis man f.eks. tvang en lærer, der var interesseret i naturvidenskab, over i hjemmekundskabskøkkenet, blot fordi det var dér, man manglede personale, ville resultatet med al sandsynlighed blive en gang meget triste frikadeller. Frikadeller, som man for min skyld meget passende kunne servere for sundhedsministeren oven på alt det slik, hun for nylig modtog med posten.