Interessekonflikter har frit spil på danske lægeuddannelser

Landets lægeuddannelser har samlet set ingen politik for håndtering og deklarering af interessekonflikter i undervisningen af lægestuderende. En underviser kan således undlade at fortælle os om private investeringer, eksterne ansættelser og professionelle samarbejder med private virksomheder, hvor underviseren står til personlig vinding ved at fremføre et bestemt synspunkt. Som samfund nærer vi overordnet stor tillid til vores undervisere som etiske og lovlydige individer, men man kan aldrig beskytte sig helt mod brodne kar. Og de nuværende politikker legitimerer undervisning under udeklarerede interessekonflikter, hvilket udgør en åbenlys og ganske enkel udfordring.

Mindre åbenlys er de interessekonflikter, som berører vores uddannelsesinstitutioner som helhed.

Her er lidt observationer fra en lægestuderende på Københavns Universitet: Omtrent 25 procent af forskningsfinansieringen og over 50 procent af de eksterne midler er fra private fonde. I 2021 modtog universitetet cirka 1,6 private milliarder og havde 182 samarbejdsaftaler med private virksomheder [1]. Universitetets basismidler tvangsflyttes til eksternt finansierede forskningsprojekter, fordi bevillingerne oftest ikke dækker basisomkostninger som husleje og HR. Ved CAMES (Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation) er simulationscentrene svøbt i matteret glas med Medtronics logo. Universitetet har tre separate »Novo Nordisk Foundation Centre«, og når en forsker på fakultetet eller i klinikken har fået en millionbevilling, er den ofte fra samme fond. Huset, der skal rumme prægraduat lægeuddannelse i Region Sjælland, skal bygges oven på et Steno Diabetes Center, som Novo Nordisk Fonden har støttet med over 800 millioner kroner.

Det er ikke unormalt, at forskere ansættes, fordi de »har udvist evne til at tiltrække ekstern finansiering« – ofte fra industriens fonde. Når en overvægt af forsknings- og dermed undervisningskapaciteten ligger hos forskere, som reelt er udvalgt af profitdrevne virksomheder, får vi skævvredne universiteter. Ikke »dårlige« eller »forkerte« – men skæve.

Er det et problem på uddannelser, der har til formål at uddanne læger, som skal tjene patienternes og ikke aktionærernes interesser? Selvfølgelig. For hvis både undervisere og hele institutionen lever af industriens velvilje, hvem skal så råbe op, når industrien træder over sine grænser? Hvem tør bide i den hånd, der fodrer én?

Universiteterne bliver til gengæld fodret godt. Der er ingen tvivl om, at danske forskere ikke ville kunne bryste sig af at levere forskning i verdensklasse, hvis ikke det var for den rundhåndede, eksterne finansiering. Og dét kommer naturligvis alle til gode. Lægevidenskab ville ikke være, hvor den er i dag, uden tætte samarbejder mellem forskere og investorer, og universitetet hverken kan eller skal lukke sig om sig selv. Interessekonflikter er et vilkår for et levende universitet. Men universitetet og dets ansatte skal og må være i stand til at håndtere samarbejdet professionelt. Dette indebærer blandt andet at deklarere sine interessekonflikter.

Vores amerikanske medstuderende har udviklet omfattende redskaber til udvikling af effektive politikkerog er langt fremme i implementeringen. Flere af vores europæiske kollegaer er også godt i gang [2, 3]. I en verden, der bevæger sig mod stadigt mere transparens og åbenhed, er danske uddannelsers lempelige omgang med interessekonflikter en skamplet på vores ellers stolte troværdighed og integritet.

Indblik i det komplekse samspil mellem sundhedsvæsenets interne og eksterne interessenter er i min optik en hel essentiel del af lægedannelsen – og bør naturligvis være en del af lægeuddannelsen. Første og vigtigste skridt er dog at sikre transparens. Kun med interessekonflikten deklareret kan vi som studerende og kommende læger observere, diskutere og, hvis berettiget, kritisere industriens subtile indflydelse på vores uddannelser. Kun med interessekonflikten deklareret kan vi sikre troværdigheden og integriteten af vores uddannelser og dermed vores egen faglighed. Og hvad skulle være argumentet imod at deklarere interessekonflikter? Det bør ikke være kontroversielt.