International ret til etisk selvbestemmelse for læger er begrænset i Danmark

I nogle tilfælde kan en patient eller en offentlig myndighed bede om, at lægen leverer en behandling eller anden ydelse, som overtræder lægens egen moralske grænse. Hvis der er tale om noget, der er ulovligt i det pågældende land, er sagen almindeligvis klar: Man afviser naturligvis anmodningen. Men hvad hvis der er tale om en ydelse, som er lovlig og er en anerkendt, lægelig opgave i det lokale samfund? Her kunne der f.eks. være tale om forskellige grader af dødshjælp, abort, korporlig afstraffelse, psykiatrisk tvangsindlæggelse af dissidenter, kropslige ændringer af kulturel karakter eller andre opgaver, som nogle læger i den konkrete situation af etiske grunde ikke ønskede at deltage i.

I Verdenslægeforeningen har man længe haft et regelsæt, det Internationale Etiske Kodeks for Læger [1], der tager hensyn til den enkelte læges etiske integritet. Samvittighedsnægtelse er et alment anerkendt begreb, som de fleste lande i et eller andet omfang har inkluderet i deres nationale lovgivning, og som f.eks. kan anvendes i forbindelse med nægtelse af militærtjeneste. I lægelig sammenhæng er det også blevet ret udbredt, at læger lovligt kan nægte at udføre fri abort eller aktiv dødshjælp, selv om det er lovlig praksis i det pågældende land. Samvittighedsnægtelse er udtrykkeligt anført i Verdenslægeforeningens etiske kodeks § 29, hvor det dog samtidig siges, at denne rettighed kun gælder, hvis den enkelte patient informeres om lægens samvittighedsnægtelse, hvis patienten ikke skades derved, og hvis lægen angiver en anden læge, som patienten kan konsultere.

Verdenssammenslutningen af Katolske Læger har tilsluttet sig det Internationale Etiske Kodeks for Læger i dets seneste udgave fra oktober 2022. Særligt bemærker man [2], at det nu stadfæstes som en rettighed, at en læges egen moralske bedømmelse kan sikre hende fritagelse for aktiv udførelse af en lægefaglig opgave af samvittighedsgrunde, men også, at denne fritagelse gælder for enhver medvirken ud over at gøre patienten selv i stand til at opsøge en anden læge vedr. opgaven. Lægen har altså ikke pligt til at foretage sig noget aktivt for at fremme en lægefaglige ydelse, som hun måtte vurdere ville kompromittere hendes samvittighed, så selv en henvisning af patienten i en sådan sag ville ikke være krævet efter det Internationale Etiske Kodeks for Læger.

Den danske Lægeforeningen har formuleret et etisk regelsæt [3] i 2018. Langt hen ad vejen afspejler de danske etiske regler, hvad der er gældende i det Internationale Etiske Kodeks. Det understreges, at lægen skal følge samfundets love, regler og retningslinjer, og hvis hun finder dem uhensigtsmæssige, bør hun gøre opmærksom på det. Der er imidlertid intet nævnt om noget hensyn til lægens egen integritet eller moral, herunder ret til samvittighedsnægtelse. I forbindelse med formuleringen af Lægeforeningens Etiske Principper i 2018 blev Lægeforeningen gjort opmærksom på, at retten til et personligt etisk forbehold bl.a. er nedfældet i Europarådets resolution 1763 fra 2010. Katolske Læger i Danmark foreslog på den baggrund, at man bragte Lægeforeningens Etiske Principper i overensstemmelse med internationale normer. Dette er dog endnu ikke sket.

Sundhedslovens § 102 giver danske læger m.fl. ret til ikke at medvirke til fri abort, men anden samvittighedsnægtelse i forhold til andre lovlige, lægefaglige ydelser i Danmark er der mig bekendt ikke hjemmel til i dag. I Danmark er der således ikke en generel ret til samvittighedsnægtelse for danske læger i forbindelse med deres professionelle virke [4].

Det forventes, at Lægeforeningens Etiske Principper skal revideres og ajourføres i 2024. Det vil være en oplagt mulighed til at bringe de danske etiske regler for lægers professionelle virksomhed i overensstemmelse med de etiske normer, som der internationalt er såvel lægelig som politisk enighed om.