Alle taler i øjeblikket om, hvordan vi strategisk skal løse de enorme kapacitetsproblemer, vi står med i sundhedsvæsenet, og som vil eskalere det næste årti. Alle er klar over, at selv hvis vi bare stiler efter at opretholde det nuværende aktivitets- og serviceniveau, skal der tilføres betydeligt flere ressourcer på grund af den demografiske udvikling. Vi er tilsyneladende havnet i den paradoksale situation, at selv når skandalerne ruller, og politikerne desperat dykker dybt i lommerne og pumper ekstra økonomi ind i det krakelerende system, så er der ingen hænder at give pengene til for at løbe stærkere.
»Desværre er vi læger selv skyld i de fleste af ulykkerne. Det er os, der skriver vejledningerne, det er os, der kommer med anbefalingerne. Det er os, der burde være de første til at forstå og forklare, hvor indsatserne batter, hvor det giver mening at bruge energien, og specielt hvor det ikke gør«Henrik Dibbern & Trine Jeppesen
Techindustrien står på nakken af hinanden og lover, at AI kan gøre arbejdet for os. Apps og wearables skal teste og måle os løbende, MR-scanningerne skal køre i døgndrift, og AI skal analysere det hele og sprøjte diagnoser ud. Mere, hurtigere, tidligere. Jo før, jo bedre. Flere screeninger. Mere fokus på alt og alle. De faglige retningslinjer og anbefalinger vokser i antal og størrelse. Problemet er, at de nævnte strategier er totalt barberet for realisme. Vi får ikke en bæredygtig plan for et velfærdsfinansieret sundhedsvæsen, før vi for alvor kommer i gang med at tale om alle de ting, vi skal holde op med at lave. Ganske enkelt fordi det ikke virker eller skader eller er urealistisk at gennemføre.
I almen praksis handler flere og flere indsatser ene og alene om at stoppe med at gøre noget, som sundhedsvæsenet selv på et eller andet tidspunkt har anbefalet og startet. Vi afmedicinerer de ældre for stigende mængder forebyggelsesmedicin, fordi den typisk har meget begrænset effekt, og fordi den gør dem syge, når vi prøver at forebygge for mange ting på én gang. Vi bruger mange ressourcer på at lære plejehjemmet at holde op med at stixe urinen hele tiden, fordi det fører til overforbrug af antibiotika. Vi skal modstå de midaldrende mænds krav om en PSA »for en sikkerheds skyld«, fordi det kun fører til overbehandling og skadevirkninger. Vi bruger meget energi på at forklare frustrerede raske unge voksne og midaldrende, at de ikke har behov for en udredning for opmærksomhedsforstyrrelser eller et helbredstjek eller en testosteronmåling eller en speciallægehenvisning for at være på den sikre side eller udelukke usandsynlig kræft eller sjælden neurologisk lidelse.
Desværre er vi læger selv skyld i de fleste af ulykkerne. Det er os, der os skriver vejledningerne, det er os, der kommer med anbefalingerne. Det er os, der burde være de første til at forstå og forklare, hvor indsatserne batter, hvor det giver mening at bruge energien, og specielt hvor det ikke gør. Vi læger skal simpelthen blive bedre til at forstå, hvad vores vejledninger og anbefalinger har af konsekvenser i forhold til ressourceforbrug. Det er helt nødvendigt, for at vi kan bidrage til den opgaveprioritering, som er afgørende for, at sundhedsvæsnet kan yde sit bedste i forhold til de ressourcer, samfundet afsætter til denne del af det offentlige tilbud. Vi er nødt til selv at sætte en evidensbaseret, sundhedsfagligt begrundet dagsorden for, hvad vi skal bruge sundhedsvæsenets ressourcer på. Ellers er der nogle andre, der kommer og gør det for os, og det er ikke nødvendigvis en udvikling og prioritering, vi bryder os om, eller som vil komme patienterne til gavn. Et basiskrav, når man kommer med en anbefaling af udredning eller behandling, bør være, at man samtidig kommer med et sobert, velovervejet estimat af, hvad anbefalingen koster i økonomi og arbejdstimer, og hvad den evidensbaserede effekt for patienten er.
Som et eksempel har vi ikke noget værn mod, at befolkningen screener og måler sig selv med tilgængelig teknologi. Når mennesker, som benytter sig af diverse hjemmemålinger og screeninger eller private scanninger, henvender sig med bekymringer hos egen læge, risikerer vi i almen praksis at reagere på disse målinger. Det kan potentielt få et kæmpe impact på sundhedsvæsenets ressourceforbrug. Hvis alle 3.400 praktiserende læger bare én gang ugentligt sender en patient videre til en billig bekymringsudredning f.eks. en Holter-monitorering, fordi et smartwatch signalerer høj hjerterytme, har vi brugt omkring en halv milliard kr. ekstra på et år. Samme problem opstår jævnligt som følge af kolleger fra andre specialer, som inden for et nicheområde anbefaler øget opmærksomhed eller en øget indsats fra almen praksis i forhold til bestemte patientgrupper. Selv uskyldigt udseende anbefalinger kan få groteske konsekvenser i form af et voldsomt ressourceforbrug, når resultaterne fra en forsøgspopulation forsøges overført til den virkelige verden. Almen praksis er et af de specialer, hvor vi har mest face to face-konfrontationstid med patienterne. Op til 75%, hvilket på en arbejdsdag giver 5-6 timer. Når det omregnes til årsværk, har vi ca. 1.000 patientkontakttimer at gøre godt med. Den korteste konsultation er typisk 15 minutter. Det vil med andre ord sige, at hvis man ønsker, at almen praksis giver et ekstra lægeligt fokus på en begrænset patientgruppe på 4.000 patienter i form af blot en enkelt ekstra kontakt til egen læge, så har man brugt et årsværk for en praktiserende læge. Effekten af den indsats skal så holdes op mod, at 1.650 patienter bliver lægeløse.
Hvis vi som læger ønsker at bidrage mere kvalificeret til en sundhedsfagligt begrundet prioritering af sundhedsvæsnets ressourcer, ville et godt sted at starte være i Ugeskrift for Læger. Vi foreslår, at der stilles krav om, at alle Ugeskrift for Lægers artikler, som indeholder anbefalinger af intervention i form af udredning eller behandling, fremover også skal indeholde en belysning af realistisk gennemførlighed, ressourceforbrug og dokumenteret eller i det mindste forventet effekt. Hvor stor er populationen? Hvor skal opgaven udføres? Hvad skal der tilføres af økonomi og manpower? Hvad vil patienten opleve af fordele og ulemper? Samme skabelon bør bruges ved revidering af faglige vejledninger og anbefalinger. Faglige vejledninger, især dem, som er skrevet helt eller delvis til almen praksis, bør kunne bruges som redskab, ikke blot til at gøre det rigtige, men også til at vælge ud af alt det rigtige, hvad man vil prioritere at bruge de begrænsede ressourcer til.
Svar
