Vi har med interesse læst statusartiklen »Isoflavoner som behandlingsmulighed ved østrogenmangel« i Ugeskrift for Læger [1]. Isoflavoner er plantebaserede østrogenreceptoragonister. Her står, at man med isoflavoner kan behandle gener ved overgangsalder og hermed forhindre associeret knogletab, hvorfor »Isoflavoner har stort potentiale som langtidsvarig profylaktisk behandling«. I Ugeskrift for Læger bragte vi en statusartikel om isoflavoner [2] og advarede mod brugen, da sikkerheden er ukendt. Lambert et al skriver, at denne bekymring »er baseret på et lille antal kontroversielle og ureproducerbare in vitro-studier«. Det er usandt. Der er humane data, som viser association mellem isoflavonbiomarkører og risiko for brystkræft [3]. Hvis man vil anbefale »langtidsvarig« behandling, skal den være sikker. Andre østrogenreceptoragonister har vist sig at forårsage cancer og tromboemboli [4, 5]. Lambert et al mener dog, at »Epidemiologiske og kliniske data udelukker […] negative bivirkninger (ved isoflavoner)«, og anfører, at amerikanske faglige selskaber anerkender sikkerheden ved isoflavoner, og at den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) anfører »at der ikke er risiko for østrogenfølsom cancer«. I Danmark følger vi evidens og ikke anbefalinger baseret på udenlandske selskaber og autoriteter, og EFSA anbefaler selv flere data. RCT-studier har undersøgt effekten af isoflavoner på f.eks. brystvævsdensitet, men der er kun små og korte studier uden tilstrækkelig statistisk styrke til at påvise forskelle i cancerincidens. Vi kan nævne, at hvis man blot vil udelukke en fordobling af kræftrisikoen kræves et femårigt studie med over 2.500 deltagere. Intet studie har i øvrigt haft adjudikerede cancertilfælde som endepunkt. I forhold til isoflavoner til forebyggelse af såkaldt østrogenmangelknogleresorption skrives om bisfosfonater (BP), at »BP (er) en effektiv behandling af svær osteoporose og af osteoporose i kortere perioder«, og at »langvarig brug af BP (> 5 år) resulterer i en ophobning af mikrofrakturer«, og »at den beskyttende effekt for knoglebrud begrænses over tid«. Alle udsagn er forkerte. For BP-alendronat gælder, at ti års behandling er mere effektiv end fem års behandling efterfulgt af fem års pause, og der er effekt af vedvarende behandling i op mod 16 år [6]. Der er dog tilfælde af mild osteoporose, hvor man kan holde pause efter fem år. Hvad angår mikrofrakturer, er det ikke noget klinisk problem. Ved behandling med alendronat i 5-10 år er NNT for hoftebrud 38, mens NNH for atypisk lårbensbrud er mindst 1.449 [6], så fordelene ved langtidsbehandling overstiger rigeligt ulemperne. For isoflavoner gælder derimod, at de aldrig er påvist at forebygge frakturer i kliniske forsøg. Vi mener derfor (stadigvæk) ikke, at man bør anbefale isoflavoner som kosttilskud.
