Israel og demokrati

Ugeskriftet har nu bragt fire indlæg om situationen i Israel og de palæstinensiske selvstyreområder (Ugeskr Læger 2001; 163: 6170-1, Ugeskr Læger 2001; 163: 6637-8, Ugeskr Læger 2001; 163: 6938-40 og Ugeskr Læger 2002; 164: 518).

Fælles for disse fire indlæg er en meget ensidig og unuanceret udlægning af Israels betydning for situationen i de palæstinensiske selvstyreområder.

Herunder er der udvekslet synspunkter omkring opfattelsen af Israel som et demokrati eller ej, og hvilken betydning denne meget negative opfattelse af staten Israel efter debattørernes mening kunne have for danske lægers deltagelse i videnskabelige møder i Israel.

Selvom Ugeskriftet ikke normalt er stedet hvor regionale konflikter diskuteres, har disse fire indlæg en diskussion af detailforhold i Mellemøsten, og vi finder det derfor rimeligt at kommentere disse spørgsmål for at tilføre debatten de nuancer, som desværre ikke har været til stede i de tidligere bragte indlæg.

Hvad man end måtte mene om hvem der har hovedandelen af skyld for konflikten mellem israelere og arabere, er det en kendsgerning, at Israel repræsenterer Mellemøstens eneste demokrati.

Israel har frie og hemmelige valg med deltagelse af partier fra venstre til højre af det politiske og alle dele af det etniske spektrum, herunder almindelig stemmeret også for den million arabere, som er israelske statsborgere. Altså er Israel det eneste mellemøstlige land, hvor arabere og herunder palæstinensere samt kvinder frit kan deltage i det politiske liv. Frie valg som er en selvfølge for os er ingenlunde en selvfølge i en region, hvor udemokratiske og i varierende grad brutale magthavere undertrykker deres befolkninger og hvor der ikke eksisterer reelt frie og demokratiske valg. Israel har fri presse, ytringsfrihed og frihed til at udøve sin religion hvad enten man er jøde, muslim, kristen, druser eller andet. Adgang for alle befolkningsgrupper til lægelig behandling. Alt sammen forhold som er med til at karakterisere et demokratisk samfund.

I modsætning hertil lever det palæstinensiske selvstyre ikke op til disse demokratiske pejlemærker - der er ikke reelt frie medier, tv og radio kontrolleres tæt af det palæstinensiske selvstyre, frie valg har ikke været afholdt.

Derfor ja, Israel er et demokrati - og det eneste i regionen. Hvis den reelle bekymring var demokrati eller ej, var det snarere en række andre lande i regionen, som skulle have haft omtale i Ugeskriftet.

Et demokrati kan også være part i en regional konflikt og det er Israel i den over 100 år lange konflikt mellem jøder og arabere.

En væbnet konflikt med stadig krigstrussel og daglig frygt for og fuldbyrdet terror fører ethvert demokrati ud i en række potentielle konflikter mellem frihed og sikkerhed. Det gælder ikke kun i de områder, der kom under israelsk kontrol ved våbenstilstanden efter krigen i 1967. Lignende problemstillinger har også gennem årene kunnet opleves i konflikten i Nordirland. Her har et demokrati Storbritannien - for at Storbritannien er et demokrati vil ingen vel stille spørgsmålstegn ved? - også været udsat for kritik for overtrædelse af menneskerettighederne for den politimæssige og militære håndtering af konflikten. Et demokrati kan altså, når det udsættes for en trussel af tilstrækkelig alvor, komme til at stå i førnævnte dilemma. En diskussion som er aktualiseret efter terrorangrebene den 11. september.

De dårlige sundhedsmæssige forhold i de palæstinensiske selvstyreområder kan ikke isoleres fra konflikten i området. Fra Oslo-aftalernes indgåelse og frem til begyndelsen af den nu 16 måneder lange voldsspiral var der - bistået af udenlandske donationer og med begyndende samarbejde mellem palæstinensiske læger i selvstyreområderne og israelske læger - forsøgt lagt grunden til en modernisering af sundhedsvæsenet i selvstyreområderne. Disse forsøg på udvikling er nu blevet gidsel for den aktuelle voldsspiral. Det er ikke »bare Israels« skyld, at disse håb er kuldsejlet men et ansvar, som et korrupt palæstinensisk selvstyre uden ledelse og politisk mod til at indgå en fredsaftale med Israel må tage sit store ansvar for.

Hvad gør danske læger så nu? En konflikt har som det måtte fremgå af vores indlæg oftest flere nuancer end man nogle gange præsenteres for.

Danske læger kan således med sindsro, som tidligere, deltage i videnskabelige kongresser i Israel, udveksle faglige og forskningsmæssige sager med israelske læger - som altså kan være både jøder og arabere.

Vil de tidligere debattører også i fuld alvor foreslå at danske læger ikke længere skal arbejde i Saudi-Arabien og Golfstaterne pga. disse landes betydelige menneskeretsovertrædelser og manglende demokrati?

Hvornår stiller debattørerne krav om, at israelske og jødiske læger frit kan deltage i videnskabelige møder i den arabiske verden?

Det lægelige fag og udvekslingen af information og viden skal og kan ikke begrænses af politiske barrierer.

Staten Israel tåler, som et demokrati, kritik af sin gøren og laden. Nogle personer, og herunder altså også nogle danske læger, vælger når talen falder på den jødiske stat helt at undlade nuancering. Samtidig sættes kikkerten - bevidst eller ubevidst? - for det blinde øje, og grove overtrædelser af menneskerettigheder og manglende demokrati i de palæstinensiske selvstyreområder eller arabiske lande får ingen omtale. De tidligere debattører må være bekendt med de mange aktuelle rapporter om dødsfald under politiets varetægt, tortur og manglende demokrati i selvstyreområderne.

Vi venter med længsel efter kritik af »modparten« og hvilke konsekvenser det skal have for danske lægers optræden!

Derfor nuanceret debat ja tak!

København, Eli David Rappeport

Frederiksberg, Terese L. Katzenstein

SVAR