Israel og menneskerettigheder

Med overskriften »Israel og demokrati« prøver Eli D. Rappeport og Terese L. Katzenstein (ED og TK) at give et »nuanceret billede af Israel« (UfL 2002; 164: 1248-9) - som et respons på i øvrigt meget objektive indlæg om menneskerettighedsovertrædelser i Palæstina og Israel. Disse indlægs forfattere Karin Helweg-Larsen,Niels Rosdahl og Ole Hartling har sådan set givet svar på tiltale, men jeg kan alligevel ikke lade være med at knytte en kommentar.

Som kurder kender jeg alt for godt den takt og tone og den argumentation som ER og TK besidder. Ikke desto mindre gør det ekstra ondt, når kolleger, der burde være velbevandret i etik i almindelighed og lægeetik i særdeleshed, i den grad fravælger rationaliteten og sætter en stats eksistens højere end de mest basale menneskeretsprincipper. En stat, hvis befolkning - måske mere end andre - burde vide, hvad det vil sige ikke at kunne føre et frit, sikkert og retfærdigt liv.

Det chokerer mig, at spørgsmålet om overtrædelse af menneskerettigheder bliver konverteret til et spørgsmål om demokrati. For mig at se er der ikke noget land i mellemøsten med reelt demokrati, for hvad er demokrati, hvis de folkevalgte, på det stumme flertals vegne, konstant bringer død og ulykke over landet ved deres handling konstant at fremprovokere hævnakter. Giver demokratiet de demokratisk valgte kræfter af den ene eller den anden slags, virkelig middel til i den grad at sætte et helt folk i noget, der minder uhyggeligt meget om de berygtede kz-lejre? Eller ved ustandselige militæraktioner med F-16 fly, missiler, helikoptere og panservogne mod civile? Eller ved tilfældige fængslinger, tortureringer og likvideringer efter forgodtbefindende? Hvor mange FN-resolutioner og hvor mange fredsaftaler er ikke brudt? Og kan demokratier give styret til personer, der har flere tusinder af liv på samvittigheden?

På den ene side har vi en nation, som ganske vist ikke er anerkendt af naboerne, og på den anden side har vi et folk, der prøver at rejse sig civilt. Jeg skal ikke forsvare de metoder, der til tider bliver tyet til, men er det ikke situationen, som vi alle kender det med modstandsgrupper under besættelsen og mange andre lignende situationer?

Min pointe er; vores fædrelandskærlighed må ikke komme før grundlæggende etik. Jeg synes ikke, at man som læge - uanset baggrund - skal stille sig frem og forsvare tortur, undertrykkende regimer og bananrepublikker. Den slags »nuancer« hører ærligt talt ikke til i et læge-etisk forum.

København, Mustafa Taskiran