Skip to main content

»Janteparagraffen«

♠ Alment praktiserende læge Steen Aasted Halse, Køge, E-mail: steen_halse@sol.dk
20. jun. 2008
02 min

I Ugeskrift for Læger (2008;170:2180-2) bringes en artikel vedr. uhensigtsmæssighederne i administrationen af Landsoverenskomstens § 100 (»Janteparagraffen«).

Der er argumenteret mod disse mange gange tidligere [1-3], uden at det har medført nogen ændring af kontrolinstansernes (samarbejdsudvalg, amter, landssamarbejdsudvalg, regioner) indstilling.

Det ser dog ud til, at min kollega i København, Thomas Gorlen, kan se frem til en lidt mere retfærdig bedømmelse af sit arbejde, idet man der i fremtiden søger et bredere sammenligningsgrundlag.

Trods dette forekommer det dog fortsat ubegribeligt, at man ikke gør brug af det statistikmateriale, der umiddelbart er tilgængeligt i § 100-opgørelserne.

Men det beror måske på de holdninger, min formand Michael Dupont og regionsformand Bent Hansen udtrykker: »... det fungerer meget godt« ... det er ikke min fornemmelse, at det er et stort problem«.

Af § 100-opgørelserne fremgår ikke alene, hvorledes praksisarbejde er sammensat sammenlignet med kollegers, om man råder over eget laboratorium, om man har særlige rammeaftaler, mv.

Der er også detaljeret redegjort for, i hvilket omfang der sker henvisning til speciallægepraksis.

At dette henvisningsmønster kan indebære store besparelser - eller det modsatte for det offentlige - har man ved § 100-høringerne valgt helt at bortse fra.

Så Bent Hansens udsagn: »Vi bevæger os jo ikke i et rum, hvor man bare kan udvide de økonomiske rammer ...«, illustrerer desværre det manglende overblik, at det er billigere for samfundet at betale den praktiserende læge for arbejdet frem for speciallægen.

En mere rimelig § 100-vurdering vil ydermere kunne etableres, hvis man tillige inddrog praksis' tilmeldte patienters brug af sygehusenes laboratorier og ambulatorier. De opgørelser findes jo.

Jeg anerkender, at kontrolforanstaltninger over for de praktiserende lægers arbejde er nødvendige, men jeg kan ikke se, at det skulle være nødvendigt at ændre ordlyden i kontrolparagraffen, kun håndhævelsen deraf.

Hvis man brugte det talmateriale, der umiddelbart er tilgængeligt, ville lægerne føle, at der var taget seriøs stilling til forholdet mellem deres egen indsats og deres henvisningsmønster. Og dermed føle sig inspireret til at udnytte deres egne ressourcer og til at udvikle almen praksis i den retning, alle ønsker.

Referencer

  1. Dagens Medicin 2007; (38).
  2. Ugeskrift for Læger 2005;167(32).
  3. Ugeskrift for Læger 2005;167(21).
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen