Skip to main content

Jeg bliver (måske) aldrig speciallæge

Hele 84 procent af lægerne i industrien er ikke speciallæger, men det betyder ikke, at vi ikke er specialister, skriver Andreas Pihl i Panelet.

Andreas Pihl, medicinsk chef i Roche Diagnostics

24. jan. 2022
3 min.

Det var nyt for mig, da jeg fandt ud af, at man ikke behøver at blive speciallæge. Alle medicinstuderendes yndlingsspørgsmål til familiekomsammen må være: »Hvad skal du så bag efter medicinstudiet?«. Som om det at komme ind ikke var hårdt nok. Til nuværende medicinstuderende: Faktum er, at de færreste ved det, men du kan med fordel opdigte et narrativ med et drømmespeciale, hvis du gerne vil undgå at høre, hvad dine slægtninge mener, du skal være! »Jeg skal være praktiserende læge«, og så er den ikke længere. Vær dog varsom, for det kan åbne diskussioner om oplevelser, som de har haft med en sådan speciallæge, så hvis du ikke er snakkesalig, kan du forsøge med, at du skifter spor til forhistorisk arkæologi (hvis du har snit til at komme ind).

I takt med, at den klodsede 4-5-6-årsregel blev skrinlagt, åbnede det op for muligheden for at udskyde planerne om at specialisere sig og prøve noget andet af. Undervejs på min lidt alternative karrierevej erkendte jeg, at man ikke partout skal være speciallæge. Det var det indtryk, jeg fik undervejs på medicinstudiet og efter samtaler med medstuderende og kollegaer. If. seneste Lægeprognose er 36% af den danske lægestand »læger uden speciale«, men det er uklart for mig, hvor mange af dem der enten planlægger eller er i gang med en speciallægeuddannelse. Hvad angår læger i »industrien« (som i øvrigt udgør omkring 1% af alle danske læger, og som jeg er den del af), er 84% ikke speciallæger. Men det betyder bestemt ikke, at de ikke er specialister! Der er ingen tvivl om, at vi har brug for speciallæger, men der eksisterer faktisk et alternativ.

»Paradoksalt nok føler jeg, at jeg specialiserer mig dag for dag, bare ikke formelt med en underskrevet logbog, men på min egen måde« Andreas Pihl



For mig gjorde erkendelsen dog lidt ondt. Jeg havde altid forestillet mig, at der ventede en speciallæge- og overlægetitel og ventede på mig, fordi det er den slagne vej for de fleste. Senere lærte jeg, at den lange vej til speciallægetitlen ikke ender med en vogntur og nøgenbadning i Storkespringvandet, men blot en mail og et gebyr på 4.165 kroner, hvorfor jeg blev betænkelig.


Det, der gjorde mest ondt, var dog tanken om ikke at være ekspert og en del af et specielt fagligt fællesskab. Da jeg – som resten af lægestanden – bl.a. også er både stædig, perfektionistisk og konkurrencemenneske, kan det naturligvis være svært at se studiekammerater blive speciallæger i det ene og det andet. Det er vilkåret. Paradoksalt nok føler jeg, at jeg specialiserer mig dag for dag, bare ikke formelt med en underskrevet logbog, men på min egen måde. Jeg arbejder hårdt for de områder, der interesserer mig, og hvor jeg kan hjælpe flest mulige patienter. Måske planlægger jeg at blive en af de første speciallæger i digital sundhed, og hvis det ikke er en beskyttet titel, så vil jeg kalde mig det efter nogle års arbejde (uden logbog og en femårig turne rundt til sjællandske byer).