Skip to main content

Sidder i ambulatoriet og har patienter til forundersøgelse før planlagt operation - 20 minutter pr. patient. Jeg tænker, at denne forundersøgelse er ment som en lægelig vurdering af korrekt operationsindikation, en lægelig vurdering af, om patienten er klar til operation, og ikke mindst en lægelig information til patienten om det planlagte indgreb.

Men så er det papirhelvedet indtræffer. Jeg bruger tre fjerdedele af tiden på at udfylde minimum seks ark - i hånden vel at mærke - for derefter at træde ind i den elektroniske tidsalder og klikke rundt i minimum tre it-systemer.

Patienterne ser godt nok lidt forvirrede ud, når jeg flagrer rundt med diverse papirer og spørger dem om alt fra allergi og kontaktperson til methicillinresistente Staphylococcus aureus. Jeg sad sidst med en sød ældre dame, som adspurgt, om hun havde haft en betændelse med bakterier, der ikke lod sig behandle med antibiotika, så desperat på mig og sagde: »Jeg har spiserørsbrok?!« Så føles 20 minutter ikke som lang tid.

Der er gode grunde til de mange ark - faglige, rationelle og ikke mindst akkrediteringsmæssige - men måske behøver man ikke være universitetsuddannet endsige speciallæge for at udfylde dem?

Jeg synes, jeg har verdens bedste job - jeg føler mig privilegeret over at udføre lægefagligt arbejde. Jeg synes bare, jeg bruger rigtig, rigtig meget tid på ikkelægeligt arbejde.

Bertel Haarder udtalte sig i Ugeskrift for Læger om »de forbistrede faggrænser« (www.ugeskriftet.dk 16. oktober 2010).

Jeg elsker faggrænser - ikke noget forbistret over dem! Jeg synes, der er en stor tilfredshed i, at vi i forskellige personalegrupper har forskellige kompetencer - at sygeplejersker, sekretærer, jordemødre, SOSU-assistenter, portører og alle de andre lige som jeg sætter en ære i at udføre deres job ordentligt. Ingen tvivl om at vi skal hjælpe hinanden - jeg kan godt køre sengen til akut sectio eller sørge for noget saft til en patient. Jeg er også blevet ret god til logge af og på de 117 forskellige it-systemer, selvom det kniber med at huske diverse koder, især når de skifter uafhængigt af hinanden!

Men når jeg sidder om natten med tofingersystemet og skriver direkte ind i journalen og lader mine patienter vente, fordi mit maskinskrivningkursus i 9. klasse alligevel ligger nogen år tilbage, eller afkrydser diverse skemaer og ikke har tid til at tale med min forundersøgelsespatient, som måske kunne tænkes at have spørgsmål til det indgreb, hun skal have foretaget, er der ikke meget lægefagligt over det. Synes jeg.

Så med højt løftet hoved vil jeg være helt politisk ukorrekt og gentage: Jeg elsker faggrænser - lad os få noget mere af det!

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen