Jeg er forvirret og frustreret

Var til møde i går i det lokale lægelaug. Vores repræsentantskabsmedlem fremlagde, i hvilket lys hun så vores aktuelle situation med den nye sundhedslov samt repræsentantskabets beslutning om ikke at aflevere vores ydernumre. Hun syntes, at beslutningen havde været svær, men at hun valgte at sig ja til at aflevere vores ydernummer.

Et af hovedargumenterne var, at vi ved ikke at have paritet i planlægningsudvalget i princippet kunne udsættes for hvad som helst. F.eks. ville vi i hendes optik kunne pålægges diverse nye opgaver uden at have indflydelse på implementering, indhold og pris.

Dette står i skarp kontrast til vores nye formands udtalelser.

Én ting er, at vi almindelige medlemmer har svært ved at gennemskue, hvad der er sket ind i de dybeste lag af vores overenskomst, men at selv bestyrelsesmedlemmerne tolker præmisserne forskelligt, er dybt frustrerende for mig.

Selv faktuelle fejlslutninger bliver stadig brugt i den interne debat.

F.eks. hører vi stadig argumentet om, at de 91% af medlemmerne, der deponerede deres ydernummer, blev kuppet af bestyrelsen. Det er ikke korrekt!

91% af medlemmerne havde deponeret deres ydernummer, så de mennesker, vi anså havde den største kompetence og ekspertise i at gennemskue det endelige lovforslag (læs: repræsentantskabsmedlemmerne) havde carte blanche til på vores vegne at træffe den for dem rigtige beslutning, hvad den så end måtte være.

F.eks. er jeg én af de 91% med deponeret ydernummer, der var enig i bestyrelsens beslutning.

Først bliver vi altså nødt til at få alle faktuelle misforståelser ryddet af vejen.

Herefter er det vigtigt at definere præmissen for vores diskussioner.

Vi må også anerkende, at der kan være flere under-dagsordner. F.eks. kunne nogle af medlemmerne ønske sig regelrette liberale vilkår (formentlig kun et lille mindretal), mens andre kunne håbe på at blive nationaliseret. Det er nødvendigt, at de, der blander sig i debatten, toner rent flag.

Nu er forhandlingerne begyndt, og vi har mere end nogensinde brug for at stå sammen. Fraktionsdannelser som f.eks. SPRAL virker på mig som svækkende for vores forening, på trods af at det modsatte bedyres fra alle sider. Politisk kan det tolkes, som at Henrik Dibbern naturligvis ikke over for medlemmerne vil stå som en dårlig taber og splitter. For Bruno Melgaard Jensen er det en absolut nødvendighed over for regionerne, at vi fremtræder som en stærk og robust enhed.

For mig giver det ikke mening, at man a priori udtaler sig om, at man vil lade en aflevering af ydernummeret sidde løst i enhver forhandlingssituation.

Hermed ikke sagt, at vores ultimative våben ikke kan bruges igen, men det skal være ultimativt.

Vi bliver nødt til at acceptere, at lovforslaget er vedtaget. Den demokratiske proces er ført til ende.

Tilbage står der, at vi skal være seriøse i forhandlingerne og tro på, at alle parter ønsker at opnå en fornuftig løsning, så dansk almen praksis kan fortsætte en lang og stolt tradition som en af de bedste primærsektorer i verden.

Jeg er overbevist om, at såvel Bruno Melgaard Jensen som Bent Hansen ved, hvad der står på spil, og er deres ansvar bevidst.