Skip to main content

Jeg kender ikke en, der synes, at 4-års-reglen er en god ide!

♠ Reservelæge Hans Kristian S. Brødløs, Viborg. E-mail: hksb@dadlnet.dk

16. okt. 2009
3 min.

Nu er 4-års-reglen nok engang oppe at vende, efter at FADL ikke fik medhold i deres sag mod Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Sundhedsstyrelsen. Hver gang 4-års-reglen bringes på banen, og Yngre Lægers (YL) forkvinde, Lisbeth Lintz, forsvarer den, undres jeg over det mismatch, der er imellem YL's officielle holdning og deres medlemmers uofficielle ditto. Har man som reservelæge ikke andet at tale om i en pause, i elevatoren, eller mens man er på operationsstuen, kan man altid rakke ned på 4-års-reglen. Altid. Og holdningerne blandt unge såvel som gamle læger er da også påfaldende ens - jeg kender simpelthen ikke en, der synes, at 4-års-reglen er en god ide.

Alligevel skal vi gang på gang høre på YL's forsvar af beslutningen fra 2007 om at støtte 4-års-reglen, senest efter Jens Helby Petersens skarpe indlæg i Ugeskriftet (2009;171:2774). Et forsvar som Lisbeth Lintz nu omskriver til »en strategi«. Det er et flot - og formentligt spin doctor-induceret - ord for en beslutning, der er helt igennem modstridende med medlemmernes interesser. Når det er sagt, skal YL roses for de initiativer, der er blomstret op i skyggen af 4-års-reglens komme. Karrierevejledning, færre uklassificerede stillinger og flere uddannelsesstillinger er alle gode og gennemtænkte tiltag.

Kære Lisbeth Lintz & co. 4-års-reglen er rasende upopulær blandt jeres medlemmer, og det er illoyalt og ukollegialt ikke at stå side om side med FADL i kampen mod den. Ad modum Jens Otto Krag bør YL grundigt revurdere deres holdning til reglen. Det ville klæde YL at istemme det store kor af kommende og nuværende læger og melde klart ud, at man ikke længere støtter 4-års-reglen.

Svar:

Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger. E-mail: lli.yl@dadl.dk

Hans Kristian skriver i sit debatindlæg, at han ikke kender en eneste, der synes, at 4-års-reglen er en god ide. Tja, man må vel gå ud fra, at regeringen med daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen, der indførte reglen, mente, at det var en god ide.

Som forening har Yngre Læger aldrig været tilhænger af 4-års-reglen. Yngre Læger er imod tvang i videreuddannelsen. Det bekræftede Yngre Lægers repræsentantskab på sit møde i efteråret 2007, og den politik gælder fortsat.

Når vi ikke aktivt støtter den retssag mod 4-års-reglen, som FADL har valgt at føre, skyldes det den politiske realitet, vi stod over for dengang i foråret 2007. 4-års-reglen var et uomtvisteligt krav fra daværende sundhedsminister. Valget stod derfor mellem at blive påtvunget en 4-års-regel eller at kaste os ind i kampen og arbejde for en bredere aftale om rammerne for lægelig videreuddannelse. Vi valgte som bekendt at arbejde for en bredere aftale, der ud over 4-års-reglen omfattede en lang række initiativer, som længe havde stået højt på Yngre Lægers ønskeseddel, herunder især at skaffe flere uddannelsesstillinger. Den strategi lykkedes.

Ved aktivt at gå ind i forhandlingerne har Yngre Læger derfor banet vejen for »de initiativer, der er blomstret op i skyggen af 4-års-reglens komme. Karrierevejledning, færre uklassificerede stillinger og flere uddannelsesstillinger«. Tiltag, som Hans Kristian da også roser for at være både »gode og gennemtænkte«. Tiltag, som vi ikke havde fået, hvis ikke Yngre Læger havde siddet med ved bordet, da aftalen blev udformet, og som vi ikke var nået så langt med at realisere, hvis vi ikke efterfølgende havde haft en »anerkendt« adgang til at påvirke implementeringen af aftalen.

Derfor tror vi faktisk, at Yngre Læger står sig bedst som aftalepart.