Skip to main content

Jeg opererer stadig – næsten hver nat i drømme

Tilbagetrækning er en svær kunst, skriver tidligere overlæge i mave-tarm-kirurgi, Dennis Raahave. Det har foreløbigt taget hen mod ti år.

cover
Foto: Colourbox

Dennis Raahave, dr.med., ph.d., Tidl. mave-tarm-kirurgisk overlæge.

31. mar. 2023
7 min.

På min bryllupsdag 21.3.2013 bliver jeg 75 år gammel opereret for lyskebrok af en kirurgkollega. Operationen forløber godt. De følgende dage sover jeg kun to timer ad gangen, pulsen er hurtig med forstyrrende ekstraslag, og jeg har bræk- og kvælningsfornemmelser. En psykiatrisk kollega fortæller mig, at det lyder som angsttilfælde, som formentlig vil fortage sig. Senere siger en psykolog, at det er en typisk overbelastning, selv om jeg i de senere år har trappet ned til en ambulatorie- og en operationsdag om ugen. Det kommer til at vare meget længere. Mit sind er som i en døs, og jeg må stoppe på hospitalet. Jeg forsøger at fortsætte i min klinik, men også her må jeg give op. Det meste af tiden er gået (livet), så hvad nu?

I Tarmlaboratoriet har vi sideløbende med undersøgelse og behandling af patienterne kørt en række projekter, hvor resultaterne løbende er meddelt som foredrag i Dansk Kirurgisk Selskab og efterfølgende som videnskabelige artikler. Jeg bliver nu bevidst om, at de syv artikler har en overordnet grundhypotese, nemlig uhensigtsmæssig ophobning af afføring i tyktarmen som årsag til patienternes symptomer og sygdomme. Jeg kontakter Københavns Universitet, og da jeg tidligere har gennemgået relevante kurser, får jeg lov til at indlevere en ph.d.-afhandling. Hver dag sætter jeg mig til computeren og skriver, mens alt det, jeg gennemlever ved siden af, sætter sig i maven. Bortset fra en psykolog afviser jeg medicinsk behandling  og får at vide, at så må jeg lide. Afhandlingen bliver indleveret den 27.1.2014. Bedømmere, som jeg selv skal finde, bliver to danske professorer samt en amerikansk professor fra Cleveland Clinic i Florida. Den 13.6.2014 får jeg besked om, at afhandlingen er antaget til offentligt forsvar. Jeg bliver meget glad, og vi fejrer det med et glas champagne, selv om alkohol ikke har været min bedste ven, som jeg har det. Den medsendte bedømmelse har mange spørgsmål, som jeg tager stilling til i min PowerPoint-præsentation. Jeg arbejder på den næsten hver dag, nu med færre fysiske gener og bedre humør.

»Jeg elsker at stå i et auditorium«

Solen skinner den 6.10.2014, dagen for forsvaret. Jeg har det meget godt, men er lidt spændt om formiddagen. Til forsvaret af disputatsen havde jeg slips på, men nu vælger jeg en hvid åbentstående skjorte til blå jakke og bukser. Forsvaret er kl. 14 på Panum Instituttet. Auditoriet er stort og holdt i lyst træ. Inden længe kommer de to danske professorer. Blandt tilhørerne er min chef for den kirurgiske afdeling, medforfattere til de enkelte artikler, repræsentanter for hospitalsledelsen, sygeplejersker, jeg har arbejdet sammen med, min sekretær og mine fire voksne børn. Lidt før kl. 14 bliver jeg mere spændt. Hvis det kikser med videolinket til USA, falder det hele til jorden. Det er helt sikkert første gang, det skal prøves til en akademisk handling. Min søn, der er it-ekspert, har taget kommandoen, og han får hurtigt skabt videoforbindelsen til Cleveland Clinic, så den amerikanske professor toner frem på skærmen. Det er nu, det gælder. Jeg er helt rolig. Jeg elsker at stå i et auditorium. Alle andre tanker, end at jeg skal give min bedste præsentation nogensinde, er væk. Jeg møder Kates blik, og så går jeg i gang. På en time får jeg forklaret, hvorfor ophobet afføring i tyktarmen er en årsag til forstoppelse, irritabel tyktarm, blindtarmsbetændelse og hæmorider. Der er tale om vigtige nye opdagelser, som ingen andre har gjort. Professorerne har spørgsmål, som jeg besvarer igennem den næste time. Så forlader alle auditoriet, for at de tre professorer kan votere. Udenfor er der dækket op med frugt, småkager, mousserende vin, vand, te og kaffe. Jeg giver Kate et knus og et kys. Efter et kvarter går døren op, og den professor, der er formand for bedømmelsesudvalget, trykker min hånd og siger tillykke med ph.d.-graden. En afslappet nærmest salig fornemmelse breder sig i min krop. Jeg får gaver, og om aftenen er der sammenkomst med familien, hvor Kate holder tale om mine fire S’er: Surgery (kirurgi), Science (videnskab), Sex og Sport. To dage senere vinder jeg tre præmier i seniorgolf.

»Få dage efter føler jeg mig nedtrykt med uro og sitren i kroppen«

 Få dage senere føler jeg mig nedtrykt med uro og sitren i kroppen, knugen i mellemgulvet og tendens til svimmelhed. Tidligere tankegods kommer tilbage, dvs. min alder, livslængde, fremtidige fysiske tilstand, og hvor længe får Kate og jeg lov til at være sammen? Min psykiatriske kollega har hele tiden sagt, at nu skal jeg bare nyde det. Med din indsats inden for kirurgien har du bestilt nok. Men jeg er opdraget til først at yde, før man kan nyde. En anden ting han siger er, at glæde sig over at være til!

 I efterforløbet bliver jeg interviewet af Universitetsavisen, som den ældste ph.d. i Danmark. Artiklen får titlen: »Ingen interesserer sig for lort«. Den forholder sig til mine vanskeligheder med at overbevise kolleger om de skelsættende fund, der er gjort. Forud har jeg haft en kronik i Politiken om opdagelsen af den skjulte forstoppelse.

 Jeg kommer stadigvæk på hospitalet for at forske og gøre nogle projekter færdige. Artiklerne bliver antaget i velrenommerede videnskabelige tidsskrifter.

 Vi har mange bøger med forskellig litteratur stående, men jeg har kun haft sporadisk tid til at læse i dem. Kate er vild med biografier, og den tanke slår ned i mig, om mit liv har været spændende nok til at kunne bære en biografi. Den 29.10.2015 begynder jeg så. Den skal omhandle kirurgi, forskning, kærlighed og sport, så der er meget materiale, der bliver hentet frem fra skuffer, reoler, skabe og fra loftet. Jeg skriver i hånden næsten hver dag. Dagbladet Information har oprettet et forløb med en mesterklasse om at skrive erindringer, hvor kendte personer, der nylig har udgivet en biografi, medvirker. Jeg deltager, og det får sat skik på mange ting. At skrive sin biografi er som at genopleve sit liv. Jeg er til stede i det, jeg skriver om, med den følelse jeg havde, da det skete. Jeg smiler, griner, græder eller bliver vred eller ked af det. Undervejs i skriveprocessen har jeg stadig dage, hvor hoved og krop ikke hænger sammen. Jeg forsøger at være i nuet, også når det gælder min familie og min golf.

»Vi fejrer udgivelsen med vores børn til smørrebrød og champagne«

Efter et par år har jeg et færdigt manuskript. Forlagets redaktør skriver, at det er en fascinerende og højst læseværdig levnedsskildring, der vil være interessant at læse om for menigmand. Bogen »Soloisten« udkommer den 9.7.2018. Vi fejrer udgivelsen med vores børn til smørrebrød og champagne. Der kommer ingen anmeldelser i dagbladene, kun omtale i den lokale presse, og bogen er stillet frem hos boghandleren. Jeg får professionel hjælp til en video om bogen til YouTube.

 Jeg får mange mails fra personer, der fortæller deres sygehistorie. Jeg svarer dem fortsat, men der synes at være behov for mere oplysning. Sammen med en kvinde, der har fulgt mit arbejde længe, forfatter vi bogen »Den skjulte forstoppelse – få styr på dine tarme«, der henvender sig til et bredt publikum. Den ser dagens lys den 6.2.2019.

 Der er stadig dage, hvor jeg står ud af sengen med tungt hoved, ingen sammenhæng med resten af kroppen, usikker gang og lidt dårligt humør og negativt tankegods. Jeg er stadig ekspert på Netdoktor, skriver artikler til dem og leverer svar til brevkassen. Et nyt videnskabeligt arbejde får jeg gjort færdigt.

 Jeg er begyndt at læse mange romaner. Det er dejligt at synke ned i et nyt univers, og det kompenserer til en vis grad for tidligere tiders mere hektiske følelsesliv.

Min tilbagetrækning har nu strakt sig over næsten ti år. Modsat kender jeg til kolleger, der i det øjeblik de hænger kitlen på knagen for sidste gang, ser frem til endelig at begynde et nyt liv. Ved træning forsøger jeg at holde min fysik vedlige og spiller desuden golf 2-3 gange om ugen, hele året. Mentalt har jeg fået det meget bedre. Men jeg savner stadig at være til gavn for nogen, som kirurg. Jeg har heller ikke fundet mig tilrette med, at vi skal herfra. Jeg skal jo passe på Kate.

 Jeg opererer stadig – næsten hver nat i drømme.