Debat om 1813: Regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Torben Kjær vil byde på kaffe og forhandling. Praktiserende læge Per Pedersen mener, at regionen først og fremmest bør se på kvaliteten i akutordningen.
Her i bladet skrev Per Pedersen den 11. januar om regionsrådets udmeldinger om samarbejdet med praktiserende Lægers Organisation og kaffen, der er blevet iskold – det handler om 1813.
Faktaboks
Han glemmer at forholde sig til, at der blev inviteret til en frisk kop kaffe i stedet for den kolde, hvis PLO er interesseret. Det er de næppe, fordi det for dem ikke handler om borgernes tarv, men om et internt forhold i PLO, hvor man i de øvrige regioner er rædselsslagne for, at PLO i hovedstaden skal indgå en anden aftale med Region Hovedstaden, end man har i de øvrige regioner.
Regionen vil gerne have flere almenmedicinere på akuttelefonen. Men man vil ikke afgive ledelsen af en del af sit samlede akutsystem til en privat interesseorganisation, som man andre steder i samfundet ville finde absurd. Hvorfor det rent fagligt skulle være et problem, står hen i det uvisse, og det handler alene om, at PLO ikke vil ansættes under regionen. For det har man i to år direkte modarbejdet borgernes tarv, selv om det efter deres egen forståelse har kostet 18 mennesker livet – en risiko PLO er villige til at løbe.
Trods de negative historier om akuttelefonen i forhold til den tidligere vagtlægeordning er der ingen dokumentation for, at vagtlægeordningen fungerede bedre. Set for det samlede akutsystem står det dog helt klart, at det aldrig har fungeret bedre og hurtigere end i dag, hvilket jeg og mange andre har personlig erfaring med. Jeg har også den personlige erfaring, at vagtlægeordningen kostede mig den ene nyres funktion, og at der i Region Syddanmark desværre døde en kvinde efter at have talt med en praktiserende læge. I hovedstaden havde vi ulykkeligvis den samme oplevelse, hvor telefonen blev besvaret af en sygeplejerske. Det gjorde åbenbart ingen forskel.
De subjektive historier kunne vi hver især komme med utallige af, men det er useriøst at træffe en generel beslutning på disse, uanset om de er negative eller positive. Det ville være klædeligt, hvis selv en forkælet autonom gruppe som PLO ville erkende det og ville komme til forhandlingsbordet. Så længe de ikke vil det, må vi politikere tage ansvaret for at få akuttelefonen til at fungere bedre og bedre, og det vil lykkes med eller uden PLO. I dag har små 60 praktiserende læger taget et ansvar og ansættelse på akuttelefonen, hvilket de skal have stor tak for, da det er til gavn for borgerne – det kunne deres organisation lære meget af.
