Jeg tålte ikke mosten mere

Efter 31 år med spændende meningsfyldt arbejde og opslidende nattevagter hver 3.-4. nat mest på gynækologiske afdelinger valgte jeg for tre år siden en overlægestilling et mindre sted, hvor nattebelastningen var mindre. Allerede efter godt 1 år blev afdelingen fusioneret med det store centralsygehus med god varsel, således at der var god tid til at aftale, hvad tre gamle erfarne overlæger kunne bruges til. Vi kunne lidt af hvert og havde gode operative færdigheder, som vi dagligt praktiserede.

To af os var tjenestemænd og kunne ikke tvinges til vagter fra vagtværelse og havde absolut heller ikke mod og lyst hertil - mere. Vores værnepligt var aftjent tidligere på travle fødegange.

Som en selvfølge forventede vi som tidligere at operere vore egne patienter, som vi havde forundersøgt i ambulatoriet, og det forventede patienterne naturligvis også.

Det absurde var, at den administrerende overlæge slog fast, at når vi ikke, som de øvrige yngre kolleger i overlæge-staben tog del i nattevagterne, så kunne vi ikke få lov til at operere som tidligere!? Og det var ikke til diskussion. Der var ingen klare arbejdsaftaler og ingen skriftlig funktionsbeskrivelse for vores arbejdsområde. Det var skuffende, og det føltes som afvisning det nye sted. Lidt lamslået så vi tiden an i håb om at blive andet end »reserve«-læger. Men allerede efter 1 måned kom den administrerende overlæge med en »håndfæstning«, som beskrev, hvordan nogle anonyme sygeplejersker i afdelingen ikke kunne acceptere min adfærd, facon, humor og patientkontakt. Der var ingen patientklager! Det var hemmeligt, hvilke sygeplejersker der anklagede mig efter skjult overvågning. Der stod, at jeg skulle overholde afdelingens uskrevne regler, som er en indforståethed, og ingen af os nye kendte dem. Det var alvor og helt Kafkask. Jeg følte mig aldeles ikke velkommen og tænkte lamslået på komplot mod mig med overskriften samarbejdsvanskeligheder.

Skal sygeplejersker egenrådigt bestemme en overlæges adfærd?

Det var utrygt, krænkende, nedværdigende og gav ingen kollegial tillid blandt selvtilstrækkelige overlæger, som skulle finde sig i et af amtet påduttet »tvangsægteskab« (deres egne ord).

Det var mobning (som ifølge pjecen fra Komiteen for Sundshedsoplysning er sundhedsskadelig) og tilsidesættelse af den administrerende overlæges egne ord om samarbejde med tolerance, åbenhed og gensidig respekt.

Hvor blev den imødekommende seniorpolitik af, hvor man har indflydelse på sit eget arbejde? Hvordan tror mine kolleger i faget, at de vil have det, når de bliver gamle nok?

Problemet løste sig, idet jeg fik en stor koronavokklusion og måtte, trods succesrig behandling, forlade min sidste arbejdsplads, hvor jeg følte mig uvelkommen.

Denne beskrivelse er hermed et oplæg til debat.

Profeten Kahlil Gibrand skrev:

Tro dem ikke. De siger til dig: Hvis du ikke kan andet end kritisere, så bør du tie.

Jeg siger:

Tro dem ikke. Enhver forandrings begyndelse er, at nogen fornemmer, at ting kan gøres anderledes, og at de tør sige det højt.